DEL

Salget af elbiler er væsentligt højere end i 2018, men der er dog i juli sket et fald i salget af elbiler i forhold til sidste måned, hvor salgstallet ellers nåede rekordhøjt op. I løbet af de første syv måneder er der ifølge De Danske Bilimportører blevet solgt 2.853 elbiler, hvor der kun blev solgt 575 elbiler i samme periode sidste år – det er knap fem gange så mange.

I juli måned har 264 nye elbiler fået nummerplade på, hvilket er stigning på lidt over 417 procent i forhold til de 51 elbiler der blev solgt i juli måned sidste år. De fine tal værner om, at flere danskere begynder at tænke grønt når vi skal købe ny bil, og der er sket en stor udvikling, hvis man sammenligner med 2018. Fra den 1. januar til og med 31. juli er der i Danmark solgt 1.322 Teslaer, 486 elbiler fra Hyundai og 295 elektriske BMW’er. 

Plug-in hybridbiler har, modsat elbilerne, taget et lille skridt tilbage i juli. Der er solgt 278 plug-in hybridbiler, hvor der sidste år blev solgt 374 i juli måned. Det resulterer i et fald på 25 procent. Til gengæld er salget af plug-in hybridbiler i løbet af de første syv måneder af 2019 fuldt ud på niveau med de første syv måneder i 2018. I 2019 er der, indtil videre, blevet solgt 2.033 plug-in hybridbiler hvor der i samme periode sidste år blev solgt 2.027 plug-in hybridbiler. I  år har Kia frem til og med 31.juli solgt 1.165 plug-in hybrid biler, hvor Hyundai indtager andenpladsen med 260 solgte plug-in biler. Mitsubishi er nummer tre med 188 solgte plug-in biler.

Almindelige hybridbiler har i juli 2019 opnået et salg på 680 hybridbiler, hvilket er fire procent flere end juli sidste år, hvor der blev solgt 652 hybridbiler. De første syv måneder af 2019 byder på en stigning i salget på lidt over 15 procent, sammenlignet med sidste år. Fra januar til og med juli i år blev der nemlig solgt 5.948 hybridbiler, hvor der i de første syv måneder af 2018 blev solgt 5.145 hybridbiler.

Kommentarer