DEL

Hvis Skoda Fabia var et menneske som var ansat i en virksomhed, så var den hende der aldrig har en sygedag. Hende der gerne tager et par interessetimer i ny og næ. Hende som på eget initiativ tager fredagskage med til alle i afdelingen, og hende der er venner med alle. Kort sagt firmaets kvinde, der hvert år er favorit til at blive årets medarbejder. Fabia er noget af det mest stabile, du kan vælge af bil i miniklassen, og efter et facelift her i slutningen af 2018 står Fabia pænt stærkt på en del områder.

Skoda Fabia med praktiske features

For det første har Fabia fået en ændret front med en skarpere profil. Det følger jo som oftest med et facelift. Baglygterne er blevet skiftet ud med et sæt større lygter og så er der kommet en håndfuld småændringer inde i kabinen. Den er blevet opdateret på sikkerhedsudstyret og så har den fået flere praktiske features som for eksempel mulighed for en lille skraldespand i højre fordør, og en skridsikker opbevaringsenhed i gummi til bagagerummet. Heldigvis har Skoda bibeholdt p-billet holderen, paraplyen i sidedøren og bagagekrogene i bagagerummet, som alt sammen går under Skodas strategi “Simply Clever.”

Skoda Fabia med højt udstyrsniveau

Testbilen her er udstyrsvarianten Style som er højeste udstyrsniveau hos Skoda. Bilen har blandt andet lysassistent med “leaving home/coming home” funktion, fjernbetjent centrallås med nøglefri start/stop, den har tre-eget læderrat, læder på gearknob, læder på håndbremsegreb. Den har sort børstet stål-look i instrumentpanelet og endelig har den 16 tommer alufælge. Derudover har den infotainmentskærm med Apple CarPlay. Alt sammen noget der er med til at gøre Skoda Fabia Style mere eksklusiv end de øvrige modelvarianter Active og Ambition. Motorvarianten er en trecylindret enliters turbobenziner med 110 hk. Bilen her har seks manuelle gear, men varianten fås også med en syvtrins DSG dobbeltkoblingsgearkasse. 

Skoda Fabia gør mig ikke træt

Skoda Fabia ér virkelig en snusfornuftig bil. Jeg sidder godt i førersædet, hvor mit udsyn hele vejen rundt er rigtig godt. Den kører langt på literen – små 18 km/ltr. er ikke svært at opnå ved blandet kørsel med to voksne på forsæderne og en halvanden år lille gut på bagsædet, samt et bagagerum fyldt med bagage til en weekendtur. Det sker ofte, at jeg bliver en smule træt af at køre de her trecylindrede biler efter kort tid bag rattet. Sådan er det dog ikke i Fabia, hvor turen fra Esbjerg til Rødby (328 km, red.) klares i et stræk mens mindstemanden snupper en lang middagslur i sin barnestol. Fabia er dog stadig en stiv bil, men til de relativt komfortable veje vi har her i Danmark, klarer den opgaven fint.  

Skoda Fabia har bedre alternativer

Desværre er Skoda Fabia hatchback endnu ikke kommet over på den nye platform som søstermodellerne VW Polo og Seat Ibiza har fået. Det betyder blandt andet, at infotainmentskærmen stadig er den lille, langsomme 6,5 tommer skærm. Akselafstanden er forholdsvis kort, samtidig med at bilen ikke er særlig bred. Det betyder at pladsen på bagsædet er ret trang for personer over 170 cm i længden. For dig, der kører med små børn på bagsædet en rum tid endnu spiller det ingen rolle, men er børnene på nippet til at blive langlæmmede teenagere bør du overveje alternativer til Skoda Fabia. Eksempelvis de to førnævnte søstermodeller eller Kia Rio og Hyundai i20, som alle har meget mere plads på bagsædet end Skoda Fabia.

Skoda Fabia FL Style 1,0 TSI

Pris: Denne bil 212.175,- Fabia fås fra 124.900,-
Brændstofforbrug (NECD): 21,3 km/ltr.
Motor: Tre cylindre, turbobenzin
Ydelse: 110 hk ved 5.000-5.500 omdr./min.
Moment: 200 Nm ved 2.000-3.500 omdr./min.
Topfart: 195 km/t
0-100 km/t: 10,1 sek.
Køreklar vægt: 1.237 kg
Tilladt anhængervægt: 1.100 kg m bremser – 560 kg uden bremser
Bagagerum: 330/1.150 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 3.997/1.732/1.467 mm

Kommentarer