DEL

Der har været lidt problemer med den lille rappe Seat Ibiza Cupra. Ikke mekaniske problemer, men problemer omkring leverancen af biler. Til dato har den danske importør solgt 175 styk som alle er kommet på plader og suser rundt i det danske samfund, men man kunne have solgt langt flere, hvis ikke det var fordi, der i foråret simpelthen ikke kunne skaffes biler nok til det danske marked. Dengang kom den store succes helt bag på importøren, der satte en knivskarp pris på den lille racer i første huk.

Super skarp pris

Prisen på den lille spanske darling er 219.000 kroner. Og det er vel at mærke alt inklusive. Sportssæder, læderrat, flotte alufælge, og en brumbasse ude foran med 192 hestekræfter. Jeg må blankt erkende, at da jeg så prisen første gang, troede jeg, ganske enkelt, at det var en trykfejl. Men den er god nok, og jeg tøver ikke med at kalde den lille Ibiza Cupra for markedets bedste “lomme GTI” nogensinde, hvor prisen i dén grad er til at have med at gøre. Selvfølgelig findes der vildere GTI’er, men så er du også ude at skulle give langt flere penge for bilen.

120 km/t i anden gear

Den gamle 1.4 liters motor er pillet ud af programmet til gengæld for en konstruktion, som Volkswagen-koncernen er lykkedes temmelig godt med. En velafstemt 1.8 liters motor med turbo og fire cylindre. Den leverer de førnævnte 192 hestekræfter og 320 Nm. Den bruger blot 6,7 sekunder på at nå fra 0 til 100 km/t, og så er det ikke noget problem at køre 120 km/t på motorvejen i anden gear mens den æder godt med omdrejninger. Topfarten er på den anden side af 230 km/t, hvilket er ganske fint. Begejstringen stopper dog ikke her. Hvis du får lidt dårlig samvittighed over at presse den ud i ekstremerne, så kan du faktisk også køre økonomisk i den. Vores test hedder 14,3 kilometer literen.

Hurra for manuel gearkasse

Styretøjet leverer kontant afregning ved kasse et, hvor den styrer præcist så nervøst som en GTI-bil skal gøre. Den styrer direkte, og får med det samme tankerne hen i retning af den langt dyrere – og større – VW Golf GTI. Noget andet jeg også bifalder, er at Seat har valgt at putte den velkendte, men efterhånden sjældne sekstrins manuelle gearkasse i Ibiza Cupra. VW-koncernen ynder jo at anvende deres lækre dobbeltkoblingsgearkasse i næsten alle deres rappe biler efterhånden, derfor er det ekstra rart, at man har bibeholdt den gode gamle manuelle gearkasse her.

Æder sving som en Porsche

Kræfterne leveres præcist, og motoren trækker jævnt hele vejen. Det er som sådan ikke så overraskende, men dér hvor jeg for alvor taber mit hjerte til den, er dens lyst til at æde hvert et sving, vi indtager. Det er praktisk talt næsten som at køre i en Porsche der er fem gange så dyr. Der er masser af greb på trods af forhjulstræk og knap så meget moment, men alligevel er jeg sikker på, at den nok skal få folk til at sige noget i retning af “hva’ dælen var dét for en lille racer der kom der?” når de bliver overhalet. Ærgerligt, at den ikke fås mere her i landet, men hey; jeg VED, at der lige nu er to(!) til salg hos Seat. Er du hurtig, så kan den ene blive din.

Seat Ibiza Cupra

Pris: kr. 219.900,-
EU-miks: 16,7 km/ltr.
Motor: 1.8l R4
Ydelse: 192 hk ved 4300 omdr./min.
Moment: 320 Nm ved 1450-4200 omdr./min.
Topfart: 235 km/t
0-100 km/t: 6,7 sek.
Bagagerum: 292 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4.066 mm/1.693 mm/1.428 mm

Kommentarer