DEL
Renault Scénic profil

Måske er den i virkeligheden slet ikke en MPV længere. Renault Scénic i nyeste udgave gør nemlig op med den lidt kedelige stil, og stjæler både look og udstråling fra de for tiden mega populære SUV’er og crossovers. Den nye Renault Scénic – her i udstyrsvarianten Bose, står med 20 tommer fælge som standard, mørktonede sideruder og ditto bagrude, hvilket får bilen til at se super skarp ud. Ikke nok med det smukke ydre, så er det nu også blevet sådan, at der er meget mere køreglæde i den nye Scénic sammenlignet med forgængeren. Det vender jeg tilbage til.

Renault Scénic var den første

Først skal vi dog lige et smut i historikken. Vi er i midten af 1990’erne og en ny bilklasse ser dagens lys. MPV hedder klassen, og er betegnelsen for de her praktiske familiebiler med god plads. MPV står i øvrigt for Multi Purpose Vehicle, og er en personbil, som er et mix mellem en minibus og en forvokset stationcar. Sjovt nok er den første bil i klassen netop Renault Scénic, som dog sidenhen er blevet overhalet af både Volkswagen Touran, Ford C-Max og Opel Zafira. Indtil nu, vel at mærke. Den nye Renault Scenic kan nemlig godt gå hen og erobre det tabte tilbage. Materialevalget er på Volkswagen-niveau, og de forskellige features bilen tilbyder, har også fået et nøk opad.

Renault Scénic med fede features

Det tiltaler mig, at jeg så let som ingenting kan køre bagsædet frem eller tilbage, så klapbordene er inden for rækkevidde uanset barnets størrelse. Her er det værd at bemærke, at bagagerummet vokser i størrelse jo længere frem jeg skubber sæderne. Er pladsen stadig trang, kan jeg folde bagsædet sammen i flere trin, så jeg til sidst har noget der ligner plan gulv. Jeg er også pænt begejstret for midterkonsollen som kan skubbes frem og tilbage efter behov. Bagest er der en udtagelig skuffe, to USB-indgange, en jackstik-indgang og et 12 V-udtag så ungernes tablets aldrig løber tør for strøm. Bilen har desuden flere store opbevaringsrum som er perfekt placeret rundt omkring i kabinen. Og så er det ikke for sjov skyld, at bilen er en Bose variant. Den er nemlig udstyret med et Bose musikanlæg med 11 højttalere som spiller vildt godt.

Vælg en sprælsk farve

Desværre er testbilen her i en lidt kedelig hvid lakering, men den fås også i langt mere tiltrækkende farver, hvor bilens linjer for alvor kommer til udtryk. Godt nok koster det 6.900 kr ekstra at få bilen i de mere vovede farver, men spørgsmålet er, om ikke det er givet godt ud, hvis du for alvor skal give naboerne noget at snakke om. Og når vi nu er ved det der med at snakke om, så tjek lige en ekstra gang de her 20 tommer alufælge, Quartz, bilen er udsyret med. Fælgene er som tidligere nævnt standard – det ser drøngodt ud og er for alvor med til at give bilen karakter. Så koster det selvfølgelig lidt ekstra når du engang skal skifte dæk, hvilket du lige skal have in mente.

Renault Scénic med ringe udsyn

De store hjul er selvfølgelig gjort standard fordi Renault godt er klar over, at en MPV i traditionel forstand er noget der hører fortiden til. Kunderne gider dem ikke længere i samme omfang som før, og så har Renault og de øvrige bilproducenter været nødt til at tænke ud af boksen og sadle om. Det er derfor der er kommet et mere SUV- og crossoveragtigt look over den nye Scénic. Den har fået en højere frihøjde, og man stiger ikke ned i en Scénic, man stiger ind i den, og det er der mange, der godt kan lide. Den lidt skrående bagende og den forholdsvis lille bagrude er ikke helt tilfredsstillende. Udsynet er ikke for godt, og jeg oplever flere gange, at der både gemmer sig biler og cyklister i den blinde vinkel.

Renault Scénic med fint forbrugstal

Motormæssigt er testbilen udstyret med en 1,6 liters dieselmotor med 160 hestekræfter, hvilket er den helt rigtige motor til bilen. Den kører ifølge de officielle papirer fra det franske 22,2 km på en liter dieselolie. Det tal rammer jeg dog ikke, men taget i betragtning af de store 20 tommer hjul, er jeg alligevel tilfreds med godt 16 km/ltr. efter næsten 600 km blandet kørsel. Transmissionsmæssigt har bilen Renaults ganske udmærkede sekstrins EDC-automatgearkasse med dobbeltkobling. Ifølge Renault har styretøjet fået en opstrammer i den nye Scénic, hvilket man godt kan mærke. Den kører ikke så typisk fransk som tidligere. Dermed ikke sagt, at den nye Scénic er en sportslig bil, men hvem har også sagt, at den skal være det?

Renault Scenic 160 dCi EDC Bose

Pris: Denne bil kr. 398.700,- Scenic Bose fås fra kr. 365.880,-
EU-miks: 22,2 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, turbodiesel
Ydelse: 160 hk ved 4.000 omdr./min.
Moment: 360 Nm ved 1.500 omdr./min.
Topfart: 208 km/t
0-100 km/t: 10,7 sek.
Køreklar vægt: 1.614 kg
Tilladt anhængervægt: 1.850 kg m bremser – 750 kg uden bremser
Bagagerum: 506 liter
Længde/Bredde/Højde: 4.406/2.128/1.653 mm