Opel præsenterer nu den længe ventede fuldelektriske udgave af Astra – både som hatchback og som stationcar. Astra kommer i den elektriske udgave til at hede noget så simpelt som Astra Electric.
Opel Astra er en af de få biler iden lille mellemklasse, der tilbydes som både 5-dørs hatchback og stationcar og med drivlinjer, der inkluderer alt fra forbrændingsmotorer til plug-in hybrider og nu altså også en fuldelektrisk udgave.
Den nye Astra har en elektrisk motor på 156 hk og 270 Nm moment. Den er udstyret med tre forskellige køreprogrammer, Eco, Normal og Sport, hvor den sidstnævnte har fuld motorkraft til rådighed. Topfarten er 170 km/t.
Den nye elektriske tysker bliver en af tidens mest energieffektive elbiler på markedet. Med et relativt beskedent batteri på 54 kWh, formår Astra Electric ifølge Opel selv at køre op til 416 km på en opladning. Det svarer til 7,9 km på en kWh (12,7 kWh/100 km), og dermed spares der en del på strømmen. Det lille batteri sikrer også fornuftige ladetider. Astra Electric lader på en offentlig hurtiglader med op til 100 kW, der giver 80% batterikapacitet på ca. 30 minutter. På en hjemmelader kan bilen lade med 11 kW fra den standardinstallerede 3-fasede lader.
Batteriet består af 102 batteri-celler fordelt på 17 moduler. De er placeret mellem akslerne i bunden af bilen og stabiliserer bilens tyngdepunkt – eller med Opels egne ord: gør bilen ”Autobahn proof”. Batteriernes placering gør det også muligt at bibeholde pladsforhold og baggagerumsplads. Astra Sports Tourer Electric har derfor, ligesom på de andre drivlinjer, 516 liters bagagerum og med sæderne lagt ned op til 1.553 liter.
En veludstyret Astra Electric
Fra dansk side ved man endnu ikke meget om bilen, men Opels danske importør forventer lancering i Danmark engang til sommer. I Danmark er alle Astra modeller som standard udstyret med klassiske opel-dyder som fx de ergonomiske AGR-sæder, varme i rattet og to store 10” skærme kaldet Pure Panel. Den nye elektriske Astra forventes ikke på det punkt at skille sig ud fra resten af modelprogrammet i Danmark.