DEL

PSA-koncernen som foruden Opel ejer de franske mærker DS, Peugeot og Citroën, har på næsten ingen tid fået bugt med underskudsforretningen hos Opel. Rationaliseringen er i den grad slået igennem omkring det ellers så hæderkronede tyske mærke, hvor den helt store nøgle til succesen ligger, at antallet af crossover- og SUV-modeller nærmest sælger som øl- og sodavand i grænsebutikkerne, og – hvilket måske er det vigtigste i rationaliseringen – antallet af platforme, der bygges Opel-bilmodeller på, er reduceret fra ni til blot to.

Fra Adam til Grandland X

Men med det store salg af SUV-modeller og crossovers betyder det også, at der er bilmodeller, der ikke sælger så godt. Ifølge flere tyske bilmedier, får det nu konsekvenser for den lille Adam som ellers har været en pæn succes på især det tyske hjemmemarked siden den kom på gaden for fem år siden. Salget på det seneste er dog ikke gået så godt, og derfor må Adam altså lade livet, hvor den sidste model ruller af samlebåndet i maj 2019. Fabrikken i Eisenach, som tidligere producerede Wartburg, og nu producerer Opel Adam, skal i stedet bruges til at producere Grandland X.

Kommer der mon en lille ny?

Dermed er det altså helt slut med bilen, der ellers er opkaldt efter Opels grundlægger, Adam Opel. Om den lille frækkert får en afløser i fremtiden er der nok ikke det store håb for, medmindre PSA-spidserne synes det kunne være fedt at bygge en ny Opel på den platform koncernen i forvejen bruger til Peugeot 108 og Citroën C1. I øvrigt den samme platform Toyota bruger til deres lille Aygo. Man skal aldrig sige aldrig.   

Kommentarer