Ifølge det amerikanske nyhedsbureau Reuters har Tesla ikke længere planer om at lancere en discountbil i 2025. Tesla-boss Elon Musk afviser dog.
Nyhedsbureauet Reuters hævder, at Tesla har droppet sine planer om at bygge en meget omtalt ’basismodel’ i 2025. Bilen – tit omtalt som Model 2 – skulle sættes i produktion næste år, men det sker altså ikke, hvis vi skal tage Reuters ord for gode varer.
Reuters bygger historien på anonyme kilder hos Tesla samt adgang til flere interne meddelelser, som nyhedsbureauet skulle have set. Ifølge meddelelserne var det allerede i februar, at Tesla-boss Elon Musk traf beslutningen om at droppe Model 2. I stedet vil Musk bruge kræfterne på at udvikle en selvkørende taxa, der skal bygges på den platform, som var tiltænkt Model 2.
Reuters skriver at beslutningen om at droppe Model 2 er et resultatet af den stigende konkurrence fra billige, kinesiske bilmærker. Reuters antyder også, at Elon Musk begik en fejl, da han i 2020 besluttede at prioritere udviklingen af Cybertruck i stedet for Model 2.
Elon Musk afviser Reuters historie i en meddelelse på sit sociale medie X. Her skriver Musk kort og godt, at ”Reuters lyver igen.”