DEL

Peugeot siger selv, at den nye 3008 skiller sig ud fra mængden. Det er sådan noget typisk markedsførings-pjat producenterne næsten altid bruger når de lancerer en ny bil, så det skal vi ikke lægge alverden i, men i tilfældet Peugeot 3008 er jeg tilbøjelig til at give franskmændene ret. Den nye 3008 ér nemlig en bil der skiller sig ud fra mængden.

High tech cockpit

Bag rattet er det næsten som at bevæge sig ind i en high-tech verden. Instrumenteringen er i særklasse, hvor det spektakulære i-Cockpit virkelig er imponerende. Rattet er lille af størrelse, og det er fladt både foroven og forneden, hvilket godt kan få det til at minde lidt om noget vi har set i racerbilsverdenen. Det har også den funktion, at der er mere plads til benene og da rattet også er fladt foroven, ser man instrumenthuset mere tydeligt.

Et hav af muligheder

I midten af instrumentbordet er der placeret en otte tommer touch skærm. Den er ledsaget af seks knapper der i en snæver vending godt kan minde lidt om pianotangenter. De fungerer som vippekontakter og giver nem adgang til funktioner som navigation, radio, aircon, telefon og flere andre indstillinger. Systemet indeholder desuden 3D connected navigation, MirrorScreen og induction Smartphone opladning. Der er desuden mulighed for at tilslutte Android Auto eller Apple Carplay, og du kan dermed få adgang til de apps og funktioner fra din smartphone, som kan være nyttige bag rattet – for eksempel rutevejledninger, at sende og modtage sms via Siri stemmekontrol eller lytte til din favorit playliste. Og det bedste af det hele er, at i-Cockpit er standard i alle de nye Peugeot 3008’er.

Smukt ydre

Bilens ydre look er yderst tiltalende. Blandt andet derfor valgte vi på redaktionen at kalde den nye Peugeot 3008 for en af de smukkeste nyheder på dette års Paris Motor Show. Den lodrette front og den lange flade motorhjelm ser super godt ud. Og samspillet mellem den høje sidelinje og de store hjul samt den hævede frihøjde gør, at den nye 3008 fortjener at blive kaldt for en rigtig SUV selv om den nok aldrig vil kunne gebærde andre steder end på vejnettet. Med andre ord: Glem alt om at lege terræn ranger i den nye løve.

Rimelige priser

Peugeot 3008 kommer til Danmark i fire forskellige benzin-varianter og seks forskellige diesel-varianter, og der er mulighed for enten en seks trins manuel gearkasse eller en seks trins automatgearkasse. Den kommer til at koste fra kr 289.890,- for en variant med en 1,2 liters benzinmotor med 130 hk, og fra kr 359.990,- for en variant med en 1,6 liters dieselmotor med 130 hk. Ganske rimelige priser, lyder dommen herfra.