DEL

Danmarks mest solgte bil er Peugeot 208. Sådan har det været længe, og der er intet, der tyder på, at 208 bliver vristet af tronen sådan lige med det første. Selv om den nuværende variant synger på sidste vers, blev der stadig solgt mange eksemplarer af bilen sidste år. Knap 9.000 208’er solgte de danske Peugeot-forhandlere i 2018, hvilket altså var nok til endnu engang at Peugeot 208 blev Danmarks mest solgte bil.   

Den nye Peugeot 208 er baseret på PSA Groups nyeste platform, CMP (Common Modular Platform), der er udviklet til B- og C-segment biler. Den første model på CMP er den nye DS 3 Crossback, og kommende modeller er for eksempel Opel Corsa, Peugeot 2008 og Citroën C3. Som navnet antyder kan platformen tilpasses og justeres i forhold til dimensioner og motorvarianter. Da den passer til alle typer drivmidler, giver den kunden mulighed for at vælge mellem en traditionel forbrændingsmotor (benzin og diesel) eller elmotor.

Rettesnoren gennem hele udviklingen af Peugeot 208 har været at reducere CO2-udledningen:

  • 30 kg vægtreduktion ift. forgængeren
  • Forbedret aerodynamik
  • Reduceret rullemodstand
  • Optimeret transmissionssystem

Ny Peugeot e-208: e-motion

Peugeot e-208 er udstyret med en 100 kW elmotor, der yder 136 hk og har et drejningsmoment på 260 Nm (fra 0 km/t). Den tilbyder tre forskellige køremåder:

Eco, som optimerer rækkevidden

Normal, som giver optimal komfort i hverdagen

Sport, der prioriterer performance og dermed udnytter alle hestekræfter og drejningsmomentet optimalt.

Peugeot e-208 er udstyret med et gennemtænkt varmesystem, der består af et 5 kW varmeelement, en varmepumpe med automatisk temperaturregulering i kabinen, programmerbar varmestyring via touchskærmen eller app´en MyPeugeot samt sædevarme (dog afhængigt af version). Disse elementer betyder, at der opleves samme komfort som i en bil med en forbrændingsmotor samtidig med, at rækkevidden bevares.

Batterierne, der optager 220 L, er placeret under gulvet i e-208, hvilket betyder, at det ikke går ud over pladsen i hverken kabinen eller i bagagerummet. Peugeot e-208 er udstyret med et 50 kW høj kapacitets batteri, som giver bilen en rækkevidde på 340 km efter WLTP standard (450 km efter NEDC standard). Det har en garanteret levetid på otte år eller 160.000 km med 70 % af dens opladningsevne.

Der er tre forskellige måder at oplade bilen på:

Du kan bruge en helt almindelig husholdningsstikkontakt eller et særligt Legrand Green Up stik med det medfølgende opladningskabel

Du kan lade via en Wall Box, som giver en fuld opladning på fem timer og 15 min for den tre-fasede version (11 kW) eller på otte timer for versionen med mono-fase (7,4 kW)

Eller du kan oplade ved en offentlig ladestander – det er muligt at bruge 100 kW ladere og det giver 80 % opladning på 30 min.

Opladningen kan fjernstyres via MyPeugeot app´en, hvor du kan planlægge, starte og stoppe opladningen eller blot følge status på opladningen.

Effektive euro 6.d motorer

Den nye Peugeot 208 fås med et udvalg af PureTech benzin- og BlueHDi dieselmotorer, der alle lever op til henholdsvis euro 6.d og 6.d-temp. standarderne:

Benzin, 3-cylindret 1.2 L:

PureTech 75 hk S&S manuel femtrins gearkasse

PureTech 100 hk S&S med enten sekstrins manuel gearkasse eller EAT8 automatgearkasse

PureTech 130 hk S&S EAT8 automatgearkasse

Diesel, firecylindret 1.5 L:

BlueHDi 100 hk S&S manuel sekstrins gearkasse

Løveklør og nye farver

Den nye Peugeot 208 er lavere, bredere og længere end dens forgænger. Den har fået en længere og fladere motorhjelm samt sortlakerede skærme omkring hjulkasserne (på GT-Line og GT).

Fronten følger Peugeots nyeste stilkoder, hvor den er domineret af mærkets visuelle signatur: Full LED forlygter med tre løveklør og en markant kølergrill med det integrerede løvelogo, og den fuldendes af et 208 emblem på motorhjelmen. 

Bagenden knytter den nye 208 til resten af Peugeots modelprogram. Den er karakteriseret af et sort tværgående bånd med baglygterne integreret i hver side. De er som forlygterne udformede med tre løveklør, der lyser konstant både nat og dag.

Den nye Peugeot 208 fås med tag i sort lak og der er tilføjet tre nye farver til paletten: Faro gul, Vertigo blå og Elixir rød.

Herudover har e-208 nogle særlige visuelle kendetegn:

Kølergrill med farvedetaljer i samme farve som bilen

Løvelogo i dichroisk materiale, som gør, at løven skifter farve afhængigt af lyset.

”e-208” emblem

High-tech & high-touch

Designerne har taget det efterhånden velkendte i-Cockpit et skridt videre og introducer det nu med et 3D instrumentpanel (afhængigt af version), hvilket betyder, at den vigtigste information kan vises i hologram form enten tæt på eller længere væk fra førerens blik, alt efter førerens ønske. Herudover består det nye i-Cockpit af et kompakt sportsrat, ”tangent-knapper”, som giver hurtig adgang til de forskellige funktioner samt en touch skærm i enten fem, syv eller ti tommer.

Overalt i kabinen har der været fokus på valget af bløde og indbydende materialer og der er lagt vægt på, at der skal være så få samlinger og mellemrum som muligt.

Den nye Peugeot 208 vil kunne fås i fem forskellige udstyrsniveauer: Like, Active, Allure, GT-Line og GT (afhængigt af de forskellige markeder). Om alle fem kommer til Danmark vides ikke endnu.

Prioriteringen af high-tech udstyr ses også i udvalget af køreassistentsystemer, hvor den nye 208 er på fuld højde med biler i en langt dyrere klasse:

  • Nyeste generation af automatisk nødbremse (opdager fodgængere og cykler både nat og dag ved op til 140 km/t)
  • Vejbaneassistent (med mulighed for at angive placering i vejbanen)
  • Træthedsgenkendelse
  • Automatisk fjernlys
  • Udvidet skiltegenkendelse (Stop, forbudt adgang etc.)
  • Adaptiv Cruise Control med Stop&Go funktion (med EAT8)
  • Active Blind Spot Assist
  • Permanent ARS (adaptive rear light system)
  • Full Park Assist med Flankguard (med EAT8)
  • Mirrorscreen, kompatibel med Mirrorlink og Apple CarPlay
  • Trådløs opladning af smartphone

Den nye Peugeot 208 bliver lanceret i løbet af efteråret 2019. Priserne er endnu ikke forhandlet på plads. 

Se vores store galleri med den nye 208:

Kommentarer