Allerede inden den nye E-Klasse sedan er landet hos de danske forhandlere, løfter Mercedes-Benz nu sløret for stationcarvarianten. Den nye E-Klasse stationcar byder sjovt nok på ekstra rummelighed og fleksibilitet i forhold til sedan varianten.
Det større format på den nye Mercedes-Benz E-Klasse stationcar kommer især til udtryk på bagsædet. Sammenlignet med forgængeren er den nye E-Klasse stationcar nemlig vokset med 28 millimeter i længden, og kombineret med en 22 millimeter længere akselafstand giver det mere benplads til bagsædepassagererne.
Desuden er kabinen vokset i bredden og byder nu på 25 millimeter mere albuerum, mens bagagerummet rummer fra 615 til 1.830 liter (460 til 1.675 liter i plug-in hybridversionen). Desuden kan den nye E-Klasse trække en anhænger med en totalvægt på op til 2,1 ton, ligesom luftaffjedret bagaksel med automatisk niveauregulering er standard.
Progressiv og elegant
Ligesom på sedanversionen matcher fronten de elektriske modeller fra Mercedes-EQ med en blanksort overflade, som forbinder frontgrillen med LED-forlygterne, mens baglygterne lyser op med særlig stjernegrafik.
Den eksklusive fremtoning understreges af de automatiske dørhåndtag (ekstraudstyr), som blandt andet kendes fra S-Klassen – og som går i ét med bilens karrosseri og automatisk kører ud, når bilen låses op. Takket være en lavere vindmodstandskoefficient på 0,26 er den nye E-Klasse Stationcar desuden en smule mere aerodynamisk effektiv end forgængeren.
Praktisk luksus
Det er formentlig nok de færreste, der benytter det i praksis, men en særlig praktisk standardfeature ved den nye E-Klasse stationcar er Active Parking Assist, som kan aktiveres via centraldisplayet i kabinen. Dette system har gjort automatisk parkering smartere og hurtigere end nogensinde, da hastigheden er øget til fire kilometer i timen. Standard er også easy-pack automatisk bagklap, som nemt åbnes og lukkes ved tryk på en knap på enten bagklappen, på nøglen eller i kabinen.
Foruden de praktiske egenskaber, rummer den nye E-Klasse stationcar de samme teknologiske og elementer som sedanversionen. Dette gælder for eksempel det nye og fuldt digitale instrumentbord, der som standard er udstyret med et fritstående førerdisplay og et centraldisplay, der fremstår svævende over midterkonsollen.
Mulighed for MBUX Superscreen
Standard er også den seneste generation af infotainmentsystemet MBUX (Mercedes-Benz User Experience) med en forbedret stemmestyringsfunktion samt muligheden for Digital Vehicle Key (ekstraudstyr), som gør det muligt at åbne, låse og starte bilen alene ved brugen af en iPhone eller Apple Watch (yderligere enheder vil løbende blive kompatible). Denne teknologi tillader desuden at “dele” nøglen med op til 16 forskellige brugere.
Som ekstraudstyr kan den nye E-KlassesStationcar også bestilles med MBUX Superscreen hvor centraldisplayet kombineres med et ekstra passagerdisplay, som takket være en stor dækkende glasflade visuelt får de to skærme til at fremstå som én stor. Passagerdisplayet tillader forsædepassageren at assistere med for eksempel destinationssøgning i navigationssystemet eller valg af musik, ligesom der også kan streames video undervejs, uden at føreren distraheres.
Elektrisk rækkevidde på over 100 kilometer
Ved lancering vil den nye E-Klasse stationcar tilbydes i en benzin- og dieselvariant (200, 220 d) med henholdsvis 204 og 197 hestekræfter. Begge motorversioner er elektrificerede med en integreret startergenerator (ISG), som yder 23 hestekræfters ekstra boost.
Dertil kommer en optimeret plug-in hybrid (300 e) som kombinerer en firecylindret benzinmotor med en 129 hestekræfter stærk elmotor, hvilket giver en samlet systemydelse på 313 hestekræfter og 550 Newtonmeter. Denne hybriddrivlinje består desuden af et 25,4 kilowatttimer stort batteri, som gør det muligt at køre over 100 kilometer på strøm (WLTP) afhængigt af model og udstyr.
Motorprogrammet vil løbende blive udvidet. Den nye Mercedes-Bernz E-Klasse Stationcar forventes til Danmark i slutningen af året. Priserne kender vi endnu ikke.