DEL

Når Toyota genintroducerer modelnavnet Corolla i Danmark næste år, sker det i forbindelse med introduktionen af en helt ny generation. Den helt nye generation byder på et skarpt design til både den sportslige, kompakte hatchback-udgave og til den strømlinede og rummelige stationcar-udgave.

Netop stationcaren, der får tilnavnet Touring Sports, er udviklet og bygget i Europa med sigte på det europæiske marked. Det skinner igennem både på det indvendige og udvendige design, materialerne i kabinen, de øgede pladsforhold – og så fortæller Toyota, at man også har pillet lidt ved køreegenskaberne og gjort dem endnu bedre. Den nye Corolla skal bygges på den nye GA-C-platform baseret på Toyotas TNGA-filosofi, der handler om at bygge endnu bedre biler på både smartere og mere økonomisk vis. Det betyder bl.a., at den nye generation Corolla får et lavere tyngdepunkt end den nuværende Auris og deraf følgende altså bedre køreegenskaber.

To forskellige hybridmotorer

Samtidig bliver det for første gang nogensinde til en Toyota muligt at vælge mellem to forskellige hybridmotorer i form af enten en 1.8-liters med 122 hestekræfter eller en 2.0-liters med hele 180 hestekræfter. Begge motorer rummer den nyeste fjerde generation hybridteknologi, der er kendt fra bl.a. Toyota Prius og Toyota C-HR Hybrid, og som gør det muligt at køre på ren el i op til halvdelen af tiden bag rattet.

Den forbedrede 1.8-liters hybridmotors styrker ligger primært i, at den er økonomisk, støjsvag, hurtigt reagerende og i stand til selv helt automatisk at lade bilens hybridbatteri op under kørslen. Alt dette rummer den helt nye 2.0-liters hybridmotor også, men vil nok i højere grad tiltale dem, der efterspørger en ekstra kraftfuld, dynamisk og mere engagerende køreoplevelse bag rattet.

Allerede i dag vælger næsten ni ud af ti danskere hybridudgaven af Toyotas populære bil i den kompakte mellemklasse. Men er man mere til ren benzin, vil det i den nye generation fortsat være muligt at vælge en 1.2-liters turbobenzinmotor med 116 hestekræfter.

Rummeligere end nogensinde før

Den nye Corolla Touring Sports bliver rummeligere end nogensinde før. Akselafstanden er øget med 10 cm, hvilket betyder rigtig god plads til bagsædepassagererne. Vokseværket får også indvirkning på bagagerummet, der med 598 liter fremover sluger hele 68 liter mere end i dag.

Designet på den nye Corolla Touring Sports er et studie for sig selv. Udvendigt har Toyotas nyligt åbnede designcenter i Zaventem i Belgien givet den sit eget udtryk, der adskiller sig fra hatchback-udgaven. Tagliniens hældning bagtil gør, at stationcaren på én af samme tid fremstår både elegant og robust.

Bilens sportslige profil med det lave tyngdepunkt underbygges af de udvidede skærme, der har gjort det muligt at placere hjulene mere yderligt, ligesom et par muskuløse skuldre krydret med fuld-LED-baglygter, en skrånende bagrude og en særligt designet bagkofanger fuldender billedet af en bred og særdeles dynamisk bil.

Indvendig har Toyotas europæiske designcenter også været på spil med et helt nyt og gennemgribende design, der ifølge Toyota selv. giver en mere rummelig, moderne og sammenhængende oplevelse i kabinen bl.a. ved brug af nye farver, former og materialer i en højere kvalitet.

Nyt hightech- og komfortudstyr

Udstyrslisten byder på flere særligt interessante hightech- og komfortløsninger. Tag fx et 3D køreinformations display, JBL GreenEdge Premium lydanlæg, trådløs opladning af mobiltelefonen og en stor touch skærm med Toyota Touch multimediesystemet for blot at nævne en lille håndfuld af udstyr, der er med til at forkæle fører og medpassagerer i bilen.

Med introduktionen af Corolla i Danmark igen kan Toyota glæde sig over et navn, der fortsat er bredt kendt – ikke mindst for sin driftsikkerhed og pålidelighed. Men den helt nye generation af Corolla udmærker sig for meget mere end dens klassiske dyder med sit skarpere design, forbedrede køreegenskaber og flere hybridmotorer at vælge imellem. Toyota har derfor aldrig haft et stærkere kort i den kompakte mellemklasse.

Toyota Corolla Touring Sports får verdenspremiere i starten af oktober ved Paris Motor Show, hvor den vil stå side om side med hatchback-udgaven – begge som hybrid. Bilen introduceres i Danmark i foråret 2019. Priserne kender vi endnu ikke.