DEL

Når jeg i overskriften skriver “Pickup og ikke så meget andet” så er det bestemt ikke negativt ment. Jeg kan godt lide pickup’er og jeg er en af de mange, der rystede på hovedet, da den daværende regering indførte den underlige varebilsafgift tilbage i 2007 der gjorde, at store SUV’er og især pickup’er stort set blev udslettet i Danmark for alle andre end erhvervsvirksomheder. Nu er Mitsubishi klar med femte generation af deres pickup L200 og hurra for de klassiske dyder som eksempelvis bladfjedre og simpel teknik – til en pris der er til at betale.

Overraskende lydløs – når motoren er varm

Når jeg triller af sted i den med eller uden læs på ladet, så bider jeg mærke i, hvor godt den faktisk ligger på vejen. Bevares, den larmer lidt som en kold traktor i starten, men det har faktisk sin charme i en pickup. Når motoren er varm er den overraskende lydløs og temmelig stabil på lige vej, hvilket skyldes dens ret høje vægt på knap to ton. Her hæfter jeg mig især ved bilens affjedring som er temmelig komfortabel, uden at det er gået ud over stabiliteten.

Terrænduelig til topkarakter

Når jeg kører ud i terrænet, hvor jeg formoder en køber af og til også må trække sin L200 ud i, gør den det faktisk også til topkarakter. De store hjul spiller godt sammen med en lang fjedervandring og pænt stor frihøjde på knap 20 cm, hvilket sikrer en komfortabel affjedring, både på asfalten og den mudrede markvej. Her har Mitsubishis hovedpine helt sikkert været at holde stabiliteten på plads, men det er nu lykkedes overraskende godt.

Gedigen godt differentialespær

Jeg kan ikke lade være med at lege lidt i den i en dyb skovstrækning, hvor underlaget er ret mudret, men det giver mig anledning til at afprøve differentialespæret, som jeg faktisk også vil rose højt. Jeg kan tydeligt mærke, at det mindsker forskelle i rotation mellem baghjulene for at give mig optimal trækkraft i den fedtede skovbund. Jeg vil vurdere, at jeg har små 500 kilo på ladet, men jeg er ret sikker på, at det ingen forskel har spillet, om jeg har haft vægt på ladet eller ej.

Skuffende forbrugstal

Et sted, hvor det dog ikke er lykkedes så godt for japanerne med L200 er omkring brændstoføkonomien. I de officielle papirer fra Mitsubishi står der skrevet, at testbilen her ved blandet kørsel gerne skal holde et gennemsnit på 13,8 km/ltr. Det kan den altså ikke. Jeg har kørt pænt i den både med og uden læs på ladet, og jeg har ikke kunnet få forbruget op på over 10 km/ltr., hvilket ganske enkelt ikke er godt nok.

L200 skal nok få sit danske publikum

Alligevel vælger jeg at tro på L200. Måske er jeg naiv og lever lidt i fortiden, hvor mange frihedshungrende danskere havde en pickup, men derfor er jeg nu alligevel ret sikker på, at L200 nok skal få sin kundegruppe her i Danmark. Prisen er nemlig til at betale, hvor den inklusiv moms havner på 286.000 kroner. Vil du nøjes med en mindre kabine og 27 færre hestekræfter, så kan du faktisk få en L200 for 227.000 kroner, hvilket må siges at være en yderst favorabel pris for en pickup.

Mitsubishi L200 2,4 DI-D Intense Aut. 4WD

Pris: kr. 286.420,- Ellers starter L200 ved kr. 227.050,-
Cylindervolumen: 2442 cc
HK 181/3500 omdr.
Nm: 430/2500 omdr.
Transmission 5 aut
Km/ltr: 13,8
Tophastighed: 177 km/t
Køreklar vægt: 2017 kg
Totalvægt: 2910 kg.
Lasteevne: 893 kg.
Vogntogsvægt: 5950 kg.
CO2: 189 gram/km

Kommentarer