I sommers kunne vi fortælle, at Mitsubishi forlader Europa da ledelsen i Japan endelig havde indset, at de aldrig ville komme tilbage til fordums styrke med bugnende salgstal, men nu har japanerne fortrudt – Mitsubishi bliver i Europa. På en måde kan man sige, at det er Renault, der er skyld i at Mitsubishi fortsætter i Europa. Det franske bilmærke er frontmærket i en alliance med Nissan og Mitsubishi, og da Renault jo er ret stærke på elektrificering har Mitsubishi valgt at læne sig mere op af Renault og altså give det europæiske marked en ny chance.
I 2023 vil Mitsubishi introducere to nye produkter, der udvikles på eksisterende Renault platforme med fransk teknologi. De to biler vil desuden blive produceret på Renaults fabrikker i Europa. Denne platformsdeling, kendt fra mange andre bilkoncerner, gør det muligt for Mitsubishi at introducere nye biler med den nyeste teknologi, som er skræddersyet til det europæiske marked. Det er endnu ukendt hvilke slags biler der er tale om, men et godt bud vil være noget crossover-lignende i stil med Renault Captur og den lidt større Kadjar.
De europæiske Mitsubishi-modeller vil blive bygget op omkring Mitsubishis designidentitet og vil komplimentere den ny-lancerede Eclipse Cross PHEV med et elektrificeret fokus. Lars Lorentzen, der er dansk brand manager hos Mitsubishi siger at det på nuværende tidspunkt er for tidligt at sige noget om, hvorvidt de kommende modeller finder vej til Danmark, men samtidig siger han, at det vil være naturligt, at vi i Danmark, med vores elektrificerede fokus, også udnytter de fordele det styrkede samarbejde på tværs i alliancen mellem Mitsubishi, Nissan og Renault vil give. Han bekræfter dog, at de første Eclipse Cross PHEV ankommer på dansk jord i løbet af maj måned.
Drivlinjen på Eclipse Cross plug-in hybrid er en videreudvikling af den i Outlander PHEV. Ligesom Outlander har Eclipse Cross PHEV en 2.4 liters benzinmotor som i sig selv yder 98 hestekræfter. Plug-in hybriden har to elmotorer, en på hver aksel, den forreste har en effekt på hvad der svarer til 82 hestekræfter mens den bagerste yder, hvad der svarer til 95 hestekræfter. Det giver en samlet systemydelse på 188 hestekræfter, men det mest bemærkelsesværdige, er, at Eclipse Cross PHEV har en samlet elektrisk ydelse på 177 hestekræfter.
Batteriet er på 13,8 kWh og tager ca. 4 timer at oplade fra en ladeboks og omkring 25 minutter til 80% med en hurtiglader. Mitsubishi Eclipse Cross PHEV har permanent firehjulstræk og må i øvrigt have op til 1.500 kg på trækkrogen. Hvor prisen på bilen kommer til at ligge kan importøren ikke sige noget om endnu.