DEL

Nej, det er ikke altid fedt at nøjes. Men i dette tilfælde gør det altså ikke så meget. Den nye Mercedes-Benz C450 AMG har voldsomme 520 Nm og 367 Hk at prale med. Læg dertil så seks cylindre, biturbo, permanent firehjulstræk og koncernens lækre AMG-tunede syvtrins automatgearkasse, og du har en super lækker og absolut brugervenlig gaderacer. Men pas på; du kommer nemt til at køre for stærkt i den, for så snart du har motoren i gang og bilen er i gear, sidder du i en bil der vil fremad som en sulten ung hanløve på jagt efter sit bytte.

Ikke så brutal som brormand

Når jeg skriver ung hanløve, så er det fordi C450 AMG ikke brøler som den erfarne hanløve. Bilen har ”kun” seks cylindre og derfor lyder den knap så brutal som den ottecylindrede storebror C63 AMG. Jeg vil dog sige det på den måde, at lyden af C450 AMG så absolut er godkendt som en lyd der signalerer ”gal” på den helt rigtige måde. Uden slinger i valsen sætter jeg mine medtrafikanter skakmat med en brummende sejrsvant acceleration, der fordi den trækker på alle fire, gør det uden unødig hjulspin eller hvin fra dækkene. Især i sport+ lyder den godt ved acceleration og den sprutter og hakker på bedste vis når jeg igen slipper speederen.

Letgående køretøj

Jeg kan vælge mellem fem forskellige køreprogrammer som hver har deres respektive indstilling af speederrespons, styretøj, gearskift og ikke mindst motorlyd. Ligegyldigt hvilket køreprogram jeg vælger, så er styretøjet utroligt letgående og præcist, og jeg får med det samme de informationer jeg som fører har brug for. Til daglig kørsel går den fint i comfort, mens jeg faktisk har et hæderligt brændstofforbrug, hvis jeg triller rundt i eco. Selvfølgelig går den bedst i sport og sport+, for det er jo en AMG. Her er bilen så meget glad for sving og motorvejskurver med en stringent og veloplagt opførsel.

Nem at køre stærkt i

C450 AMG er en bil, der er utrolig nem at køre stærkt i. Jeg er et smut syd for grænsen, hvor tyskerne stadig tillader fri hastighed. I sport+ når jeg lynhurtigt forbi de 100 km/t. 150 æder den også råt. 180, 200 – intet problem. På ingen tid blæser jeg af sted med 250 km/t og hvis ikke det var for den tyske gentlemanaftale om at begrænse bilernes fart til 250 km/t, havde jeg nok nærmet mig 280 km/t inden kræfterne slap op. Og så sidder jeg vildt godt i de lækre AMG-performancesæder, der godt nok er ekstraudstyr til 50.000 kroner, men dem må du for alt i verden ikke spare – de er nemlig en stor del af AMG-helheden.

Lillebror rækker

Prisen for vilddyret er ganske vist på 1.200.000 kroner plus det løse, men alt afhængig af, hvor meget ekstraudstyr du vil have i den (sådan ér det jo med Mercedes-Benz) så kan du faktisk erhverve en C450 AMG for lidt over 900.000 kroner, hvilket formentlig ikke skræmmer det klientel som vitterligt har råd til at spendere op mod en million kroner for en bil. Og her er det så det med nærigrøven kommer. C450 AMG er nemlig 700.000 kroner billigere end den føromtalte storebror, C63 AMG. Så skal du godt nok leve med en 0 til 100 tid, der er et sekund langsommere end storebror (4,9 sek), en anelse fladere lyd og 367 heste i stedet for 510, men mon ikke det rækker til daglig brug?

Mercedes-Benz C 450 AMG 4Matic

Pris: Denne model kr.1.231.297.- Men ellers starter priserne for C 450 AMG ved kr. 915.429.-
Motor: 2996 ccm, 6 cylindre, 2 turboladere
Ydelse: 367 hk v/5500- 6000 omdr.
Moment: 520 Nm v/2000 – 4200 omdr.
0-100 km/t: 4,9 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Transmission: Syv trins G-Tronic Plus
Mål (l/b/h): 469/202/144 cm
Egenvægt: 1.690 kg
Bagagerum: 435 ltr.

Kommentarer