DEL

Mazda6 gjorde et kæmpe spring da den kom på markedet i sit nuværende trim tilbage i 2012. Bilen differentierede sig totalt fra forgængeren, hvor stort set kun det karakteristiske Mazda-logo og selve navnet “Mazda6” fik lov at gå igen i den nye model. Med ét blev Mazda6 ikke længere bilen kun for midaldrende folkeskolelærere og provisionslønnede key account managers, men en bil som snobbede opad og pludselig blev en bil som dog har holdt fast i mellemklassefamilierne, men også er blevet en bil folk med højere indkomst gerne vil ses i. Mazda6 blev med andre ord en bil for en større kundeskare. Det bedste af det hele er, at en Mazda6 ikke stikker af rent prismæssigt. Ikke engang, hvis du krydser alt af på ekstraudstyrslisten bliver prisen ubehagelig høj. 

Mazda6 – høj luksus til max en halv million

Den allerdyreste Mazda6 du kan købe i Danmark koster 472.000 kr. Det er en 184 hestes stationcar med intelligent firehjulstræk, 2.2 liters turbodieselmotor og sekstrins automatgearkasse. Bilen er i højesteudstyrstrin Optimum som virkelig er spækket med alt i udstyr.  En vildt lækker bil som du lige kan peppe lidt ekstra op med en luxury pack til 25.000 kr. som byder på sæder med brunt nappa-læder, paneler i en slags velour og ægte træ, sort loftsbeklædning, rammeløst bakspejl, LED-kabinebelysning og lakeret finish på kølergrillen. Dertil skal du så lige have Mazdas karakteristiske soul red crystal lakering som blot koster 10.000 kr. Dermed runder du lige akkurat 500.000 kr. Isoleret set mange penge, men i bilverdenen er en halv million et beløb, hvor en del godt kan være med.  

Mazda6 er også luksus til relativt få penge

Men du behøver langt fra at spendere en halv million på en Mazda6 for at være med. I princippet kan du nøjes med 284.000, hvis du kan tage til takke med en to-liters benzinmotor med 145 hk, sekstrins manuel gearkasse og laveste udstyrsniveau som hos Mazda hedder Vision. For allerede fra Vision er Mazda6 rigtig godt udstyret. Den har blandt andet en masse sikkerhedsudstyr som for eksempel nødbremse med fodgængerregistrering, træthedsregistrering, blind vinkel assistent, rear cross trafik alert, automatisk op- og nedblænding, lane keep assist, vejskiltegenkendelse og meget andet. Derudover har den head up display i farver – selvfølgelig vist i forruden – den har et super brugervenligt infotainmentsystem med navigation og adaptiv fartpilot. Og det er altså alt sammen som standard. Det kan ingen konkurrenter tilnærmelsesvis matche. 

Mazda6 Premium er det rigtige valg

Testbilen her er en mellemvariant i udstyrsversionen Premium. Foruden det førnævnte har den 360-graders kamera, p-sensorer for og bag og DAB-radio. Bilen har en 2.2 liters turbodieselmotor med 150 hk. og sekstrins automatgearkasse. Og inden du måske får koldsved af ordet diesel så bare rolig; den opfylder selvfølgelig den nye euro6d norm som ellers først træder i kraft sidst på året 2019. Så tænker du måske at 150 hk er lige til den svage side, men her kan jeg berolige dig med, at 150 hk er særdeles passende til Mazda6, da den har et imponerende moment på 380 Nm som spiller helt og aldeles fremragende sammen med de 150 heste. Læg dertil bilens lave vægt og du har en bil, der dels kan mærkes på antrittet, men så sandelig også på forbruget, hvor det ikke er umuligt at nå tæt på det officielt opgivne forbrugstal.  

Mazda6 er en perfekt langtursmakker

På små veje føler jeg en sportslig tilgang til opsætning af undervognen, og det virker også som om at Mazda6 er blevet en kende mere komfortabel med det seneste facelift. På motorvejen er den virkelig i sit es og en tur tværs over landet er ingen sag når det går med skiftevis 110 og 130 km/t. Mazda6 ligger roligt på vejen, og den adaptive fartpilot reagerer helt som den skal, så der ikke er nogen grund til selv at betjene speeder og bremse. Det er ikke på Volvo- og Audi-niveau, men det er meget tæt på. Du kan således sagtens “nøjes” med denne variant, hvis dit bilbudget er 400.000 kr. Og så kan du endda peppe den op med luxury pakken som testbilen her her og stadig holde prisen under de 400.000. Det brune nappa-læder gør kabinen mere eksklusiv, og det er fuldt berettiget i en Mazda6.

Mazda6 2.2 Skyactiv-D Premium

Pris: Denne bil 397.293,- Mazda6 stationcar fås fra 284.396,-
Beskatningspris fra kr. 252.044.-
Brændstofforbrug (WLTP): 19,6 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, turbodiesel
Ydelse: 150 hk ved 4.500 omdr./min.
Moment: 380 Nm ved 2.000 omdr./min.
Topfart: 211 km/t
0-100 km/t: 10,8 sek.
Køreklar vægt: 1.638 kg
Tilladt anhængervægt: 1.600 kg m bremser – 730 kg uden bremser
Bagagerum: 522/1.310 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4.805/1.840/1.475 mm

Kommentarer