DEL
Kia Stonic forfra

Da jeg sidste år så de første billeder af den nye Kia Stonic var jeg ikke i tvivl om, at den nye koreanske crossover nok skulle få succes. Dels fordi bilkøberne i hele Europa efterspørger de her høje SUV-lignende biler, og dels fordi Kia Stonic har et udseende med en attitude der får mange til at kigge en ekstra gang efter netop en Kia Stonic. Jeg var med ved den internationale lancering af Stonic i Berlin i september, og her blev noget af min begejstring desværre begrænset en del.

Dårlig indmad i Kia Stonic

For det første er jeg ikke begejstret for den plastikkvalitet Kia har valgt at bygge Stonics indmad op i. Den hårde plastik er ganske enkelt ikke tiltalende. Så kan Kia argumentere nok så meget med, at den hårde plastik aldrig går i stykker, og det skal nok være rigtigt, men det er lige så hårdt som beton, og det klæder bare ikke et bilmærke som ellers nok kan finde ud af at have en plastikkvalitet i andre bilmodeller af en markant bedre standard.

Kia Stonic har sportslig undervogn

For det andet lagde jeg mærke til, at undervognen er sat lidt for sportsligt op til bilen. Det kan lyde underligt, det indrømmer jeg gerne, for sådan burde det jo ikke være i en crossover, men når jeg passerede ujævnheder i vejen så var de ret tydelige at mærke det op gennem førersædet. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at bilkøbere i crossover-segmentet efterspørger sportslige køreegenskaber. De vil fremfor alt have kørekomfort, og der halter Kia Stonic desværre efter flere af konkurrenterne. Nu har jeg fornøjelsen af Kia Stonic på dansk jord, og spørgsmålet er så om jeg bare havde en dårlig dag i Berlin sidste efterår.

Kia Stonic med fræk attitude

Jeg synes stadig, at Kia Stonic er en super flot bil. Som den står her i den specielle koksgrå farve med det orange tag og de orange spejle, er den pænt fræk i sin attitude. Testbilen her er en firecylindret variant uden turbo med en 1,2 liters motor, der yder 84 hk i udstyrsvarianten Advance. Det siger sig selv, at der ikke er tale om en motorkonstruktion, der får mig hurtigst over krydset, men det tror jeg ærligt talt de fleste Stonic-købere er ret ligeglade med. De kigger først og fremmest på bilens ydre look, og dernæst på, om den pladsmæssigt lever op til de individuelle krav. Kører den godt, kan de lide udseendet, og er der plads nok i bilen, så er alt det andet knap så vigtigt.

Kia Stonic uden adaptiv fartpilot

Det sportslige fra testturen i Berlin går igen herhjemme. Undervognen er ret skarp, hvilket bare ikke passer særligt godt til en crossover. Styrtøjet har ikke den store føling med den sportslige undervogn, og det virker ærligt talt som om de to ikke kan lide hinanden. Et perfekt makkerpar bliver det i hvert fald aldrig. Og så forstår jeg ikke når Kia – med rette – ellers gerne vil være med helt fremme, at der så ikke er sådan noget som adaptiv fartpilot i en Kia Stonic. Det kan ganske enkelt slet ikke fås til en Stonic. Her må du nøjes med almindelig fartpilot med speedlimiter.

Kia Stonic har bedre alternativer

Hvis jeg var i markedet for en crossover så var der alternativer jeg hellere ville vælge. En yderst velkvalificeret kombattant er Seat Arona, som har masser af udstyr, og en bedre kørekomfort end Kia Stonic – og så til ret skarpe priser. Motormæssigt har Seat ikke en variant der matcher testbilen her 100 %, men en trecylindret enliters turbomotor med 95 hk er et godt alternativ. Snupper du udstyrsvarianten Style er du sluppet 25.000 billigere end den her Kia Stonic. Du får udover den store besparelse også mulighed for at tilkøbe adaptiv fartpilot til Seat Arona Style. Så kan det godt være, at Kia har en lang garanti på syv år eller 150.000 km. Jeg ville stadig vælge Seat Arona, hvis det kun handlede om fornuft. Handlede det kun om udseendet, snuppede jeg dog en Kia Stonic.

Kia Stonic 1.2 Advance

Pris: Denne model: kr. 216.649,- Stonic fås fra kr. 178.979,-
EU-miks: 19,2 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, 1,2 liter benzin
Ydelse: 84 hk ved 6.000 omdr./min.
Moment: 121 Nm ved 4.000 omdr./min.
Topfart: 165 km/t
0-100 km/t: 13,2 sek.
Egenvægt: 1.032 kg
Tilladt anhængervægt: 910 kg m bremser – 450 kg uden bremser
Bagagerum: 352/1.155 liter
Længde/Bredde/Højde: 4.140/1.760/1.520 mm

Kommentarer