DEL
Kia Rio forfra

Lædersæder, navigationsanlæg med dansk tale og danske tekster, samt klimaanlæg med autodefog er blot et lille udpluk af det Kia Rio tilbyder, hvis du vælger varianten med højeste udstyrsniveau, Premium. Desværre byder den ikke på adaptiv fartpilot, hvilket dog heller ikke betyder det store for mig, men da jeg anerkender, at det både er godt for sikkerheden og at mange bilister godt kan lide at køre med adaptiv fartpilot, så putter jeg den over på listen over mangler ved testbilen her. 

Kia Rio med lang garanti

Kia er stadig det eneste bilmærke som tilbyder en ekstra lang garantiperiode. Syv års garanti er et af de helt store markedsføringsstunts hos Kia, hvilket ingen andre mærker kommer i nærheden af. Alene de syv års garanti er et rigtig godt argument for, at købe en Kia, men her skal du lige huske at læse det med småt, for kører du mere end 150.000 km i den syv års periode, så bortfalder garantien. Det er dog stadig markedets bedste garanti som Kia skal have et stort skulderklap for. Og så har Kia Rio en hel del sikkerhedsudstyr som hører til i toppen af klassen. 

Kia Rio med støj fra dækkene

Foruden det med den manglende adaptive fartpilot, så rynker jeg også lidt på øjenbrynene over et ret højt støjniveau i Kia Rio. Støjen kommer især fra dækkene ved fart på over 100 km/t så er du motorvejspendler skal du lige snuppe en tur på motorvejen når du prøver bilen, inden du sætter din underskrift på slutsedlen. Bevares; du lever nok med det, for de fleste af os hører jo alligevel radio for fuld blæs, så det går nok alt sammen – men vær alligevel opmærksom på dækstøj ved høj fart. Og nu jeg er i gang med de rynkede øjenbryn, så skal du også lige vurdere, om du kan leve med en relativ bred c-stolpe som tager en del af dit udsyn skråt bagud. 

Kia Rio med lækker motor

Motormæssigt har jeg at gøre med en enliters turbomotor med 120 hk. En dejlig motor som passer perfekt til bilens størrelse. Der er overskud til overhalinger uden at omdrejningerne ryger op i begrænseren, og ved bykørsel er den behagelig som når en baby sover den dybe søvn. Omkring det forbrugsmæssige står den opgivet til at kunne klare 18,9 km/ltr så mine 17,7 i snit efter næsten 700 km kørsel er vel et eller andet sted godkendt. Her skal du dog være opmærksom på, at der er andre biler i miniklassen som kører længere på en liter brændstof med samme motorstørrelse. Bagagerummet i Kia Rio er på 325 liter, hvilket hører til de store bagagerum i klassen. Der er dog konkurrenter som snupper 25 liter mere, og de har også en bedre læssehøjde end Kia Rio. 

Kia Rio – overvej alternativ model

På bagsædet er der fin plads, men det er ikke lige her, du placerer to voksne på mere end 180 cm, og så ellers bare drager sydpå til varmere himmelstrøg. Børn kan dog sagtens sidde på bagsædet, og deres udsyn over vindueskanten er udmærket. Prisen er 219.000 som bilen står her. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der lige for tiden er et super godt tilbud fra Kia: Rio Attraction, hedder kampagnemodellen. Den har næsten lige så meget udstyr som i testbilen her. Kan du undvære 20 hk, lædersæder og navigation, så kan du spare 50.000 kroner, hvilket så absolut skal tages med i dine overvejelser. 

Kia Rio 1,0 T-GDI – Premium

Pris: Denne bil kr. 218.978,- Kia Rio fås fra kr. 133.979,-
EU-miks: 18,9 km/ltr.
Motor: Tre cylindre, turbobenzin
Ydelse: 120 hk ved 4.500 omdr./min.
Moment: 171 Nm ved 1.500 – 4.000 omdr./min.
Topfart: 190 km/t
0-100 km/t: 10,2 sek.
Egenvægt: 1.047 kg
Tilladt anhængervægt: 1.110 kg m bremser – 450 kg uden bremser
Bagagerum: 325/980 liter
Længde/Bredde/Højde: 4.065/1.725/1.450 mm

Kommentarer