DEL

Der var engang man ikke sådan lige kunne bruge postulatet “lækker” om en Kia. Det er efterhånden ved at være mange år siden, for Kia har på det seneste løftet sig selv op på et niveau, hvor man sagtens kan forsvare at drage sammenligninger med for eksempel Peugeot, Citroën og Renault og måske endda også Ford og Opel. Seneste eksempel er koreanernes hybridbil, Niro, som ikke alene er en lækker skabning – den løfter faktisk også Kia som mærke til et nyt niveau. Der var også engang, det at købe en Kia var at købe en bil, hvor det først og fremmest skulle være et fornuftigt prisbevidst køb. Sådan er det heller ikke længere.

Stadig med længste garanti

Nu kan man sagtens købe en Kia fordi den også tiltaler følelser af mere kærlighedsbetonet karakter. Priserne hos Kia er steget i takt med, at bilmærket er vokset på popularitetsskalaen, men det kan nu sagtens forsvares. Tag nu for eksempel Kia Niro her, som har en startpris på 300.000 kroner. Det er måske nok her, de fleste vil spærre øjnene op. Omvendt skal vi så huske på, at Kia har hele syv års garanti på bilen, hvis du altså kan holde din kilometertæller på maks 150.000 km. Det er der stadig ingen andre bilmærker der kan hamle op med.

Lækkert materialevalg

Konkret er testbilen her en topudstyrsvariant som hedder Advance DCT. Det betyder, at den foruden en omfattende standardudstyrsliste med for eksempel adaptiv fartpilot, nødbremse og elektronisk linjevogter, også har syvtommer infotainmentskærm, trådløs opladning af smartphone, varme i bagsædet og xenon-lys. Infotainmentskærmen er i øvrigt nem at manøvrere rundt i, og den arbejder pænt hurtigt når den har fået de enkelte kommandoer. Bag rattet noterer jeg mig en del poleret metal og blød plastik, der går ganske fint i spænd. Jeg er faktisk en kende overrasket på den front, for det giver mig følelsen af at være i en bil, der er langt dyrere end tilfældet er.

Fint forbrugstal

Motormæssigt er der tale om en 1,6 liters benzinmotor uden turbo. Den har 105 hk, hvilket i sig selv ikke er videre imponerende. Der hvor forskellen er, er det lille batteri med en elmotor som yder 43,5 hk, hvilket så giver en kombineret ydelse på, hvad der svarer til 141 hk. Elmotoren giver sit besyv med ved acceleration, hvilket gerne skulle give et samlet forbrugstal på 26,3 km/ltr. Det formåede jeg dog ikke at nå op på i praksis, men med et gennemsnit på 20,8 km/ltr, vil jeg tillade mig at kalde forbrugstallet for godkendt. Og så er jeg stor tilhænger af Kias DCT-gearkasse, som bilen her er udstyret med. Det er en super lækker dobbeltkoblingsgearkasse.

Diskret hybriddel

Hybriddelen arbejder meget diskret i Kia Niro. Hvor den for eksempel hos Toyota arbejder på den måde, at den giver eldrift de første par kilometer, er det hos Kia mere på den måde, at eldriften blot virker i kortere glimt. Det er ikke ment negativt, men mere for at forklare, at hybridkørsel nu, i min verden, giver mere mening. Når du så giver den noget pedal træder DCT-gearet for alvor i karakter uden at motoren farer op i omdrejninger som andre hybridbiler godt kan have en tendens til. Undervognen er fast med en snært af sport over sig, og jeg vil endda også driste mig til at kalde styrtøjet for sportsligt.

Godkendt crossover

Ellers hæfter jeg mig ved, at bagagerummet er pænt stort bilens reelle størrelse taget i betragtning.  Her er plads til 417 liter, hvilket er en markant mere end der for eksempel er plads til i Toyota Auris Hybrid, der blot rummer 360 liter i bagagerummet. Og så er der lige det der med frihøjden. Kia Niro er med 160 mm frihøjde egentlig en bil, der godt kan være bekendt at være i crossover-segmentet. Du sidder højere end i en traditionel familiebil, hvilket giver et bedre udsyn, men apropos familien, så er det ikke store børn du har med på bagsædet. Er det derimod mindre børn eller børnebørn du skal køre rundt med, og vil du gerne køre langt på literen, så er Kia Niro et ganske fornuftigt bud på din næste bil.

Kia Niro Advance DCT

Pris: Denne bil 349.440,- Niro fås fra 303.443,-
EU-miks: 26,3 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, benzin + synkroniseret vekselstrømsmotor
Ydelse: 105 hk ved 5700 omdr./min.
Moment: 147 Nm ved 4000 omdr./min.
Elmotor: 43,5 hk/1798-2500 omdr./min.
Kombineret ydelse: 141 hk/5700 omdr. 265 Nm
Topfart: 162 km/t
0-100 km/t: 11,5 sek.
Tilladt anhængervægt: 1300 kg m bremser – 600 kg uden bremser
Bagagerum: 560 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4355/1805/1545 mm

Kommentarer