DEL

Forbedringerne af den nye Kia Sportages udvendige design omfatter nye kofangere foran og bagpå inklusiv nye for- og baglygter. Og det er egentlig bare det. Og så alligevel ikke helt. GT-line modellen får fx ny kølergrill i sort højglans, bundskjold i sort højglans og sølv samt mørke kromindlæg på sidepanellister og bagklap. Modellen er nu udstyret med et bagpanel med dobbelt udstødning og tågeforlygter i et nyt ”ice cube” design.

Sportage modelprogrammet består af 10 forskellige farver, hvoraf de 5 farver er helt nye; Cosmo Blue, Blue Flame, Dark Penta Metal, Lunar Silver og Copper Stone. Samtlige modeller har fået nye alufælge.

Nyt opdateret interiør

Interiøret byder på et nyt rat, en forbedret instrumentenhed og nyt tofarvet indtræk i sort og grå frem for det tidligere ”two-tone grey”. GT-line modellen fås med nyt tofarvet læderindtræk i sort og grå eller helt sort læderindtræk med røde detaljer som ekstraudstyr.

Nye udstyrsmuligheder

Alle modeller er som standard udstyret med LED forlygter og træthedsregistrering. Herudover er der nye muligheder for fabriksmonteret udstyr – Around View Monitor, elektronisk P-bremse, rammeløst 8” infotainment system og på modeller med DCT og automatgear er der mulighed for at tilkøbe adaptiv fartpilot.

Nyt motorprogram

Den velkendte 1,6 liters turbo benzin motor med 177 hk er den eneste motor, som fortsætter fra det tidligere modelprogram. Den er blevet udstyret med et benzinpartikelfilter. 1,7 diesel er erstattet af en ny 1,6 liters diesel motor, der leverer hhv. 115 hk og 136 hk, hvor den største ydelse tilbydes med både 4WD og DCT. Herudover lancerer Kia den nye 2,0 mild hybrid, som supplerer en 2,0 liters dieselmotor med 185 hk, som tilbydes med 4WD og den nye 8-trins automatgearkasse med shift by wire vi kender fra Stinger og Sorento.

2,0 CRDI MEV

Det primære formål med hybridteknologien i denne bil er at supportere motoren i acceleration, og derved fratage noget af belastningen. Foruden at begrænse emissionerne, vil dette også give en bedre acceleration.

Drivlinien er udviklet til at gøre forbrændingsmotoren mere effektiv under kørsel ved hjælp af elektricitet, der leveres og genindvindes under kørsel uden at føreren bemærker det.

Systemet styres af en avanceret elektronisk styreenhed, som beregner den mest effektive anvendelse af den tilgængelige energi under hensyntagen til den resterende strøm på bilens batterier.

Batteriydelsen kan også anvendes til en ny start-stop-funktion mens bilen er i bevægelse. Hvis batteriet er tilstrækkeligt opladt, standses forbrændingsmotoren automatisk ved deceleration i gear og ved opbremsning. Derefter kan MHSG diskret starte motoren igen – og naturligvis når føreren træder på speederen.

Den nye mild-hybrid motor forventes at reducere emissionerne med op til 4% i henhold til WLTP.

Introduceres i denne weekend

I den kommende weekend den 1. og 2. september lancerer Kia den nye forbedrede Sportage. Den nye Sportage introduceres i form af to udstyrsvarianter – en Advance model og en Intro model.

Prisen på den nye Sportage starter fra kr. 314.999,- for en 1,6 T-GDI Advance med bl.a. 7” navigation m. touch skærm, sædevarme i for- og bagsæder, 2-zoners fuldautomatisk klimaanlæg, luftdyser v. bagsæder, regnsensor, 17” alufælge, LED kørelys foran, aut. lyslængderegulering, aut. nedblændeligt bakspejl, Apple CarPlay og DAB+ radio.

For bare 11.991,- kroner mere får man intro modellen med yderligere ekstraudstyr for over kr. 50.000,-. Modelprogrammet på Sportage vil løbende blive udvidet med flere udstyrsvarianter.

Kommentarer