DEL

Kias bud i C-segmentet staves ikke længere Cee’d. Apostroffet har aldrig rigtig givet den store mening for os bilkøbere, og det har Kia nu taget konsekvensen af. Koreanerne har simpelthen valgt at fjerne det lille tegn mellem e og d så bilen nu blot hedder Ceed. Den nye Ceed er ikke blevet større udvendig målt på centimeter, men på en måde syner den alligevel større end forgængeren. Det er som om den er blevet mere moden at se på samtidig med, at den har fået et drys ekstra kvalitet over sig. Kort og godt er der kommet meget mere stil over Kia Ceed. 

Kia Ceed med aner til Stinger

Ceeds smukke og helt igennem super gennemførte storebror, Stinger, har haft den tidligere mangeårige chef for BMW’s M-afdeling, Albert Biermann, som chefstrateg. Det lykkedes hr. Biermann at få så meget dna fra BMW i Stinger, når det handler om køreoplevelsen, at BMW-kørere nu trygt kan skifte deres tyske køremaskine ud med den koreanske ditto – og i øvrigt spare en masse penge. Den knowhow og viden Biermann fik med sig fra Stinger-projektet har Kia ønsket med til den nye Ceed, og de første kilometer i testbilen her vidner om, at Stinger-bossen ikke har været fedtet med at dele ud af sin viden.

Kia Ceed er letkørt

Nej, den nye Ceed er ikke en BMW, men den har alligevel nogle paralleller i retning af mere køreglæde og pænt med komfort som godt kunne være hentet hos Bayrische Motoren Werke. Dynamikken har fået et touch op ad, hvor også retningsstabiliteten er blevet forbedret. Om det har noget at gøre med, at den nye Ceed har 40 procent stivere fjedre sammenlignet med forgængeren skal jeg lade være usagt, men det kan i hvert fald mærkes på lige fod med et mere direkte styretøj til gavn for køreglæden. Og så er bilen yderst letkørt, hvor gearskiftene går legende let. 

Kia Ceed med bedre materialekvalitet

Inde i kabinen er det tydeligt at mærke, at Kia har gjort meget ud af, at materialerne skal være af god kvalitet. Den nye Ceed har heldigvis stadig masser af betjeningsknapper så jeg for eksempel ikke skal ind i infotainmentskærmen for at skrue op eller ned for varmen, aktivere sædevarmen eller noget så simpelt som at tænde eller slukke for elbagruden. Knapperne har måske et aldrende look, men det er sekundært i den her sammenhæng. Knapperne føles lækre at røre ved, hvilket er vigtigst. Apropos infotainmentskærmen så er den nem at betjene, men jeg bryder mig ikke om, at den nu er fritstående på instrumentpanelet fremfor integreret i panelet som den er i forgængeren. Et plus er dog, at den har dansk menu og dansk tale – og så er Apple CarPlay standard i den nye Ceed. 

Kia Ceed med omfattende sikkerhedsudstyr

Sikkerhedsudstyret er et af de områder, der er opgraderet væsentligt i den nye Kia Ceed. Jeg er normalt ikke så vild med at køre med lane keep assist, men i tilfældet her virker den rigtig godt. Bilen holdes i den rigtige vognbane, og det er et kæmpe plus, at den er med fra standard. I øvrigt sammen med driver attention alert som fortæller mig, hvis det er ved at være tid til en pause, high beam assist som giver den korrekte lysførelse og ikke mindst forward collision assist som hindrer direkte kollision med andre biler og fodgængere, samt en del andet sikkerhedsudstyr. 

Kia Ceed til omgående levering

Førerpladsen er fint indrettet med gode fralægningspladser, gode sæder og et lækkert rat med indbygget varme. På bagsædet har jeg med mine 186 cm okay med plads, da der i den nye Ceed er blevet mere skulderplads og fordi man har sænket bagsædet med 16 mm i forhold til bagsædets placering i forgængeren. Lige omkring bagsædet er det i øvrigt et stort plus, at hvis sædet foldes forover, så bliver lastefladen helt plan. Normalt går der minimum tre måneder fra en bil bestilles til den holder hjemme i din garage, hvis altså bilen ikke er på et dansk lager. Sådan er det ikke med den nye Ceed. De ansatte på fabrikken i Slovakiet, som producerer Ceed, er så effektive, at de er forud med produktionen, og det betyder, at du nærmest kan få en skræddersyet Ceed fra dag til dag. 

Kia Ceed 1.4 T-GDI Intro Edition

Pris: Denne bil kr. 286.986,- Ceed fås fra kr. 209.999,-
Brændstofforbrug(WLTP): 17,9 km/ltr.
Motor:  Fire cylindre, turbo
Ydelse: 140 hk ved 6.000 omdr./min.
Moment: 242 Nm ved 1.500 – 3.200 omdr./min.
Topfart: 208 km/t
0-100 km/t: 9,1 sek.
Egenvægt: 1.240 kg
Tilladt anhængervægt: 1.410 kg m bremser – 450 kg uden bremser
Bagagerum: 395/1.291 liter
Længde/Bredde/Højde: 4.310/1.800/1.442 mm

Kommentarer