DEL
Med 550 hk og en topfart på den anden side af 300 km/t er Renault Mégane en fuldblodsracer. Og med Kevin Magnussen bag rattet er der lagt op til ny banerekord på Jyllandsringen den 24. april

For første gang på dansk jord er det muligt at se Renaults nye frække sportsvogn Renault R.S.01 med intet mindre end 550 hestekræfter og en topfart på over 300 km/t. En bil, der gør de udenlandske racerbaner usikre, men som aldrig før har været i Danmark.

Det bliver der lavet om på nu. Søndag den 24. april kommer vilddyret til Danmark, og bag rattet sidder ingen ringere end Renaults stjerne i Formel 1 – Kevin Magnussen. Han skal på Jyllandsringens asfalt forsøge at slå banerekorden. Den lyder på et minut, syv sekunder og 49 tusindedele.

– Det bliver spændende at se, hvordan Kevin Magnussen klarer sig, når han skal prøve at slå banerekorden. Han kører til hverdag på nogle af verdens bedste racerbaner, og nu skal han køre på Danmarks bedste og længste racerbane med hele 2.300 meter” siger Jyllandsringens direktør, Jesper Carlsen.

Jesper Carlsen vurderer, at Kevin Magnussens chancer for at slå banerekorden er rigtig gode, da forhold, bil og kører er i topklasse.

-Naturligvis er der meget, der spiller ind. Det er blandt andet første gang, Kevin Magnussen kører bilen, hvilket kan være en udfordring, så alt kan ske. Det bliver spændende at se udfaldet, for rekorden er efterhånden tre år gammel, siger Jesper Carlsen.

Rekordforsøget finder sted fra cirka klokken 16.20 til 16.40 mellem det andet kvalifikationsheat og finalen for DTC.

Det er første gang, Kevin Magnussen kører på Jyllandsringen, siden han vandt DM i 2008. Heldige Renault kunder har mulighed for at opleve begivenheden helt gratis. I forbindelsen med Danmarkspremieren på den nye Renault Mégane, er der hos hver forhandler gratis billetter til de 20 første, der prøvekører den nye Renault Mégane.

 

Kommentarer