DEL
Jaguar E-Pace forfra

Se lige fronten på den nye Jaguar E-Pace engang. Den er ekstrem agressiv med de afrundede hjørner hentet direkte fra mærkets sportsvogn F-Type. Den slags er ganske usædvanligt i denne bilklasse, hvor de andre biler mest er firkantede klodser sammenlignet med Jaguar E-Pace. Ikke at der er noget i vejen med at bygge firkantede biler, hvilket jo som oftest er godt for rummeligheden, men det betyder bare, at det sportslige ofte lider under det praktiske i crossover-klassen. Indtil nu, i hvert fald – for nu kommer Jaguar E-Pace og vender op og ned på det hele.   

Jaguar E-Pace er en ægte lillesøster

Den nye E-Pace er ikke Jaguars første crossover/SUV. For to år siden fik den større F-Pace debut, og da den blev taget rigtig godt imod verden over fik Jaguar-ledelsen mere blod på tanden og besluttede sig for at give F-Pace en lillesøster. E-Pace er mere kompakt og sportslig end storebror E-Pace selv om man sagtens kan se, at de to biler er nært beslægtet. Særligt bagendens skarpe linjer og den høje, brede bagdel går igen i de to modeller, og man skal være mere end kender af britiske biler for at se, at Jaguar E-Pace deler platform med Range Rover Evoque.

Jaguar E-Pace First Edition

Testbilen her er en såkaldt First Edition, hvilket vil sige, at den kun kan bestilles og købes i indeværende modelår. First Edition er eksempelvis i sin helt egen lakering, Caldera Red, hvilket er en farve som i dén grad pryder bilen. Den fås også i en sort eller hvis nuance. First Edition drives i tilfældet her af en dieselmotor med 180 hk, men den fås også med en 249 hestes benzinmotor. Begge varianter har en ni-trins automatgearkasse. For at gøre den ekstra markant står Jaguar E-Pace First Edition på nogle ret lækre 20 tommer alufælge. Inde i kabinen har den et specielt interiør i blødt, nopret læder med røde kontrastsyninger og en mørk taghimmel for blot at nævne lidt af det, der gør First Edition varianten til noget helt særligt. 

Jaguar E-Pace med lavt støjniveau

Den toliters dieselmotor er en ret så sparsommelig motor i sedanen Jaguar XE. Den kan i førnævnte model godt lyde lidt grov, men det er lykkedes udviklerne i England og produktionsmedarbejderne på fabrikken i Østrig at støjisolere og i samme ombæring at dæmpe vibrationerne i Jaguar E-Pace så det hele bare passer bedre sammen. Allerede fra helt lave omdrejninger trækker den rigtig godt, hvor jeg ikke mangler kræfter, men nogen raket bliver den aldrig. Den er hele 9,3 sekunder om at ramme 100 km/t. Til gengæld er motoren her i E-Pace også sparsommelig, hvor jeg på knap 800 km lander på et snit der hedder 14,9 km/ltr.  

Jaguar E-Pace med styr på komforten

På det komfortmæssige er Jaguar E-Pace rigtig godt med. Testbilen her er udstyret med en luftundervogn, hvor den æder ujævnheder og vejbump med stor velbehag. Det er meget sjældent, at de her kompakte crossover-biler de kører sportsligt, men sportslig er lige præcis den rette beskrivelse for, hvordan Jaguar E-Pace kører. Lignende sportslige køreegenskaber i klassen har jeg ellers kun oplevet i Volvo XC40. Hvad angår AWD, som er et intelligent firehjulstræk, så fungerer det på den måde, at den langt det meste af tiden trækker på de to forhjul, men får den brug for det, så sender den automatisk kræfterne til bagakslen også, hvor systemet så selv regulerer, hvilket hjul der har behov for at arbejde. 

Jaguar E-Pace er ret rummelig

Bagagerummet har på papiret plads til 577 liter, hvilket dækker langt de fleste behov. Ved præsentationen gjorde Jaguar det klart, at bagagerummet skulle kunne rumme en barnevogn, da man gerne vil ramme det unge publikum. I praksis kan en barnevogn dog kun være i bagagerummet på E-Pace, hvis man afmonterer hjulene og klapper kalechen helt sammen på barnevognen, og det er jeg ret sikker på de fleste småbørnsfamilier bliver trætte af efter få gange når lillefisen skriger og bare vil hjem. Ellers er Jaguar E-Pace godt med på rummeligheden. Der er plads til tre personer på bagsædet, hvis de ikke er højere end 180 cm. Og så er der i øvrigt usb-ladeport til tre enheder på bagsædet, hvilket nærmest er en nødvendighed, hvis større børn skal med på langfart. 

Jaguar E-Pace AWD First Edition

Pris: Denne bil kr. 988.880,- E-Pace fås fra kr. 383.771,-
EU-miks: 17,8 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, 16V turbodiesel
Ydelse: 180 hk ved 4.000 omdr./min.
Moment: 430 Nm ved 1.750 omdr./min.
Topfart: 203 km/t
0-100 km/t: 9,3 sek.
Køreklar vægt: 1.843 kg
Tilladt anhængervægt: 1.800 kg m bremser – 750 kg uden bremser
Bagagerum: 577/1.234 liter
Længde/Bredde/Højde: 4.395/2.088/1.649 mm