DEL

Isuzu har forøget D-Max familien med et nyt medlem. Nyeste skud på stammen hedder Black Edition som er en top-udstyret variant af Isuzu D-Max Crew Cab AUT Exclusive, som blandt andet byder på en mørk kabine med nyt opdateret musikanlæg med bakkamera og navigation og ret fede 17″ mørke alufælge. Som om det ikke er nok, har man valgt at give bilen en sort kølergrill, sorte dørhåndtag og ditto tagbøjler, bare sådan for at signalere mere maskulinitet end basismodellen.

Lyder som en fembenet Volvo

Motoren lyder brølende godt når den får noget at leve af. Faktisk lyder den lige så godt som en femcylindret Volvomotor, at jeg lige må tjekke mine papirer en ekstra gang, om det virkelig forholder sig sådan, at her blot er tale om en firecylindret motor. Men den er god nok. Det ér kun en firecylindret motor, jeg har med at gøre. At den lyder af mere kan selvfølgelig have noget at gøre med, at de fleste komponenter i motoren er lånt fra en mellemstor lastbil.

Et ton på ladet og en Bobcat på traileren

Isuzu D-Max må som den eneste i klassen trække 3500 kg på krogen og have 500 kg på ladet samtidig. Det skal naturligvis prøves, så jeg læsser ladet med knap 500 kg brænde og spænder en trailer på krogen, hvor jeg har læsset en Bobcat på. Nu har jeg små seks ton at holde styr på. Her imponerer det mig, at jeg med knap 3500 kg på traileren ikke engang behøver at aktivere firehjulstrækket. Baghjulstræk rækker fint. Den volder mig først lidt problemer, da jeg trækker den ned ad en mudret markvej, men så aktiverer jeg bare firehjulstrækket, og så brager D-Maxen gennem mudderet med Bobcat’en på traileren uden problemer.

Brake Traction Control

Isuzu D-Max er uden mekanisk spær og da akslerne ikke kan låses sammen, virker det på den måde, at kræfterne sendes ud til det, eller de hjul, der har bedst greb i underlaget. Det system kalder Isuzu for “Brake Traction Control” og det virker som det skal. De 163 heste og 400 Nm allerede fra 1200 omdrejninger arbejder rigtig godt sammen med den ganske udmærkede femtrins automatgearkasse, og selv om testbilen her har et sæt brede Bridgestone Dueler A/T dæk på, har jeg faktisk masser af komfort på vejen – endda også ved 130 km/t på motorvejen.


Revisorens foretrukne

Når jeg bare kører af sted med omkring 80 km/t på landevejen og omkring 500 kg på ladet, så bemærker jeg et overraskende fint forbrugstal. 11,3 km/ltr kan jeg holde det på, hvilket er absolut godkendt. Husk på, at D-Max er en tung pickup, og at jeg har næsten et halvt ton på ladet. Det pæne forbrugstal kombineret med den vedligeholdelsesfri knastkæde i stedet for en traditionel tandrem, bidrager til en markant lavere driftsomkostning, hvilket firmaets revisor temmelig sikkert bifalder stort.

Isuzu D-Max Black Edition

Pris: kr. 279.990,- + moms. D-Max fra kr. 199.990,- + moms.
Motor: 2,5 l twin‐Turbodiesel commonrail (4 cylindre ‐ 16 ventiler)
EU-miks: 11,9 km/ltr.
Ydelse: 163 hk (120 kw) v. 3.600 omdr./min.
Moment: 400 Nm v. 1.400‐2.000 omdr./min.
Transmission: Aut. 5‐trin 4×4 med reduktionsgear
Længde/Bredde/Højde: 5.295/1.860/1.790 mm
Lad Længde/Bredde/Højde: 1.552/1.530/465 mm
Frihøjde:235 mm
Køreklar vægt: 2015 kg
Totalvægt: 3000 kg

Kommentarer