DEL

Endelig er der en elbil til folket som ikke ligner en typisk elbil. Hyundai Kona electric har et design, der gør, at du ikke behøver at bekymre dig om, hvad de andre henne på parkeringspladsen ved Netto tænker, når du triller ind i båsen i din Kona electric. Bilen ligner nemlig en bil med traditionel forbrændingsmotor – og det vinder den stort på hos mig. Jeg har nemlig aldrig helt forstået, hvorfor de fleste elbiler typisk skal ligne en undskyldning med et look der aldrig rigtig fænger, hvis vi lige ser bort fra Tesla Model S og den nye Model 3.

Hyundai Kona electric ligner de andre biler

Med Hyundai Kona electric er det anderledes. Du kan i forbifarten ikke se, om det er en Kona med forbrændingsmotor eller elmotor der kommer kørende ude i trafikken. Du ser en pæn og præsentabel crossover, som i dette tilfælde kører på strøm. Kona electric fås med to forskellige batteripakker. Den ene har et 39 kWh batteri som byder på en rækkevidde der hedder 289 km. Og så er der den store batteripakke med et batteri på 64 kWh, der giver dig 449 km kørsel. For begge batteriers vedkommende skal du nok trække cirka 50 km fra for at få det realistiske tal. 

Hyundai Kona electric – tag den “store”

Testbilen her har den store batteripakke, og da den blot er 35.000 kroner dyrere end bilen med det lille batteri, skal du virkelig overveje en ekstra gang om ikke du burde “hoppe på den store” hvis du har planer om en Kona electric med det lille batteri. Merprisen er relativ beskeden, og du får altså i praksis 150 km længere rækkevidde på hver eneste opladning. Du skal bare være indstillet på, at det tager ekstrem lang til at oplade Hyundai Kona electric. På en ganske almindelig 50 kWh ladestander fra Clever tager det næsten fire timer at lade et næsten tomt batteri helt op. Hjemme i privaten tager det mere end dobbelt så lang tid, men da du jo nok som udgangspunkt vil lade bilen hjemme om natten, betyder hastigheden knap så meget når det handler om hjemmeladeren.

Hyundai Kona electric – ærligheden selv

Noget af det fede ved Kona electric er, at jeg i instrumenteringen kan se, rækkevidden på batteriet i real time. Og så er den bundærlig. Jeg starter med at have strøm til 438 km kørsel, fortæller systemet mig. Efter 250 km blandet kørsel viser displayet, at jeg stadig kan køre 190 km på den strøm, der er tilbage på batteriet. Og det på trods af, at jeg har kørt fuldstændig som jeg ville have kørt i en bil med enten benzin- eller dieselmotor. Det er god stil, og igen noget Kona electric vinder stort på. Det tiltaler mig også, at jeg konstant i navigationen kan se, hvor nærmeste ladestander er – også her i real time. 

Hyundai Kona electric – med få mangler

Jeg er dog ikke så begejstret for styretøjet ved kraftig acceleration. Det virker lidt for stift til bilens ellers komfortable kørestil. Der er også lidt for meget støj fra hjulkasserne – særligt dem bagtil – og jeg er heller ikke videre begejstret for bagsædepladsen, hvor voksne, der er højere end 180 cm vil føle sig klemt. Men derudover har jeg kun roser til overs for Kona electric, hvor jeg i øvrigt sidder rigtig godt i førersædet. Jeg synes det er fedt, at ladestikket sidder i bilens front, og bare sådan noget som en velfungerende adaptiv fartpilot og automatisk op- og nedblænding af lyset, er med til at øge komforten betragteligt. Spørgsmålet er så bare, om hr. og fru Persillesovs er klar til Kona electric? 

Hyundai Kona electric Trend 64 kWh Deluxe

Pris: Denne bil 334.485,- Kona electric fås fra 274.995,-
Forbrug: 154 watt/km ved blandet kørsel
Rækkevidde: 449 km (WLTP)
Motor: 64 kWh
Ydelse: 204 hk
Moment: 395 Nm
Topfart: 167 km/t
0-100 km/t: 7,6 sek.
Køreklar vægt: 1.743 kg
Tilladt anhængervægt: 0 kg m bremser – 0 kg uden bremser
Bagagerum: 373 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4.180/1.800/1.570 mm

Kommentarer