Hvad skal næste Alfa Romeo hedde

En lille kompakt Alfa Romeo crossover er på vej, og du har chancen for at give den modelnavnet. 

Siden Alfa Romeo blev etableret tilbage i 1910 i den italienske by Portello nordvest for Milano, har Alfa Romeo bestræbt sig på at udvikle og bygge smukke, velkørende og potente racerbiler og gadebiler med masser af personlighed. Passionen, historien og kærligheden til de smukke Alfa Romeo biler er også det, der binder mærkets mange fans rundt om i hele verden sammen. De følger aktivt det hæderkronede italienske bilmærke i tykt og tyndt og deler og kommenterer nye og gamle historier og oplevelser med hinanden. Nu vil Alfa Romeo gerne høre tilbage fra de mange fans og stiller derfor et spørgsmål på de sociale medier – og det er et af de store: Hvad tror du den næste Alfa Romeo skal hedde?

Kom med ud at køre i Biltesterens yndlingsbil – Alfa Romeo Giulia GTA

Internt i Alfa Romeo-teamet kalder man den nye Alfa for “Kid”, og det er ikke nogen tilfældighed. Den næste Alfa Romeo bliver nemlig også den mindste og kommer, for en ægte alfist, desværre til at operere i det nogle kalder for premium B-SUV-segmentet som en typisk tidsaktuel kompakt crossover. Den nye Tonale plug-in hybrid tog hul på Alfa Romeos elektrificeringsstrategi, og den lille Alfa Romeo tager skridtet videre og kommer for eksempel som fuld-elektrisk. Den vil blive introduceret i første halvdel af 2024 og vil være endnu et skridt frem mod udgangen af 2027, hvor mærket kun vil sælge 100 procent elektriske biler i Europa.

Kom med dit bud på navnet

For at aktivere og involvere de mange fans rundt om i verden spørger mærket dem nu direkte, hvad de tror den nye Alfa Romeo skal hedde. Stelvio og Tonale er navngivet efter to bjergpas, og der har været spekulationer om, hvorvidt den nye Alfa skulle hedde “Brennero” eller “Brenner” – det afkræfter Alfa Romeo nu. Så hvad skal den lille nye kompakte Alfa Romeo crossover hedde? Du kan give din mening til kende her:

https://www.facebook.com/Alfa.Romeo.cars/?locale=da_DK

https://www.instagram.com/alfaromeoofficial/?hl=da

Del artikel

Har du også læst?