DEL

For tre måneder siden kunne vi løfte sløret for den nye Mercedes-Benz A-Klasse sedan, biltesteren.dk/mercedes-benz-nu-med-a-klasse-sedan Dengang var bilen dog ikke officielt præsenteret af Mercedes-Benz, men det er den nu. Og med præsentationen af den helt nye A-Klasse sedan er Mercedes-Benz familiens modelportefølje blevet et medlem rigere. I lighed med hatchbackudgaven af A-Klassen byder A-Klasse sedan på avanceret sikkerheds- og komfortudstyr på et niveau, som ikke tidligere er set kompaktklassen. Også på designsiden er der klare ligheder. Den skarpe designlinje med lodret front og de smalle LED High Performance forlygter er identisk med hatchbacken, men A-Klasse sedan adskiller sig alligevel markant fra søsterbilen med sit separate bagagerum og viser en helt ny og anderledes visuel side af A-Klassen.

Bagagerummet i den nye A-Klasse sedan rummer 420 liter og er udstyret med en stor bagagerumsåbning, som måler 950mm i bredden og 462 mm i højden. Det gør det nemt at få selv større stykker bagage ind og ud. Men det er ikke den eneste gode nyhed for kommende A-Klasse sedan ejere. For det nye design betyder samtidig, at A-Klasse sedan er den mest aerodynamiske serieproducerede bil i verden lige nu med en Cd –værdi på imponerende 0,22. Det flotte resultat er opnået ved bl.a. optimeret design af for- og bagspoilere, som leder luften effektivt forbi for- og baghjul, ligesom paneler under bilen og tætninger rundt om bl.a. lygter nedsætter unødvendig turbolens og vindmodstand.

Omfattende motorudvalg

A-Klasse sedan præsenteres med samme motorudvalg som A-Klasse hatchback med enten benzin- eller dieselmotor, som alle er firecylindrede. På dieselsiden præsenteres i første omgang A 180 d med 1,5 liters dieselmotor med 116 hk, som fås i kombination med enten 6-trins manuel gearkasse eller dobbeltkoblingsgearkassen 7G-DCT. På benzinsiden er det muligt at vælge 7G-DCT til A 200, der med 163 hk bliver mindste benzinvariant i Danmark, mens A 220 med 190 hk både har firehjulstræk og 7G-Tronic som standard. Kraftigste udgave bliver i første omgang A 250 sedan, som fås både med og uden firehjulstræk og udelukkende sammen med 7G-Tronic.

Komfort og sikkerhed i topklasse

A-Klasse sedan er udstyret med det intelligente infotainmentsystem MBUX – Mercedes-Benz User Experience – som gør det muligt for føreren at styre næsten alle bilens funktioner fra ét samlet system ved brug af enten touchpad, touchscreen eller simpelthen ved at bede bilen om det. Systemet er nemlig stemmestyret og vågner ved sætningen ”Hey Mercedes”.

Samtidig er A-Klasse sedan blandt andet udstyret med vognbaneassistenten Active Lane Assist, som er i stand til at styre bilen tilbage i sin bane ved at bremse det ene hjulsæt separat. Dermed er bilen i stand til effektivt at rette hurtigt op, samtidig med at risikoen for at bilen skrider ud minimeres. Desuden er både den automatiske nødbremse Active Brake Assist samt fartpilot med fartbegrænser blandt standardsikkerhedsudstyret. A-Klasse sedan kan forudbestilles fra efteråret. Priserne er endnu ukendte.

 

Kommentarer