Her er den nye VW Transporter

Den kommer godt nok først engang i 2025, men alligevel er Volkswagen nu klar med kamuflerede billeder af den nye Transporter. Samtidig bekræfter Volkswagen, at bilen kommer med elektriske drivlinjer – og fortsat kan fås med turbodieselmotorer.  

Den nye Transporter bliver 5.050 mm lang – hvilket er 146 mm længere end forgængeren T6.1. Akselafstanden er blevet forlænget med 97 mm til 3.100 mm, og den vil blive tilbudt i en lang version med 400 mm længere akselafstand (samlet længde: 5.450 mm). Med en udvendig bredde på 2.032 mm er den 128 mm bredere end forgængerne (uden udvendige spejle). De større udvendige dimensioner kommer til gavn i interiøret og muliggør transport af endnu mere gods eller bedre og mere plads ved transport af passagerer – både i varevogns- og personvognsversionen.

Øget lasteevne, nyttelast og maksimal påhængsvægt

Takket være den øgede udvendige længde, bredde og akselafstand er lasteevnen øget en smule for den nye Transporter. Maksimal nyttelast og maksimal påhængsvægt er ligeledes øget. I den nye Transporter med standard akselafstand og standard tag er varerumsvolumen vokset til 5,8 m3. Den maksimale bredde mellem hjulkasserne er øget betydeligt med 148 mm til 1.392 mm. Nyttelasten af Transporteren med standard akselafstand og TDI-motor er steget fra 1,2 til 1,3 ton. Volkswagen har øget den maksimale påhængsvægt for denne version fra 2,5 til 2,8 ton for kassevognsversionen med dieselmotorer, der yder 110 kW (150 hk) og 125 kW (170 hk). Derudover er den maksimale tagbelastning vokset fra 150 kg til 170 kg. 

Stort udvalg af innovative og effektive drivlinjer

For første gang vil Volkswagen på et senere tidspunkt også lancere den nye Transporter med en plug-in hybrid-drivlinje (eHybrid) og 100 % elektriske drivlinjer (eTransporter) som et alternativ til turbodieselmotorerne (TDI). I første omgang bliver Transporter lanceret med TDI-turbodieselmotorer til varebiler med N1-typetilladelse – med andre ord, kassevogn, kassevogn Plus, kassevogn med L-skillevæg og dobbeltkabine. De nye TDI-motorer er tilgængelige i tre varianter: 81 kW (110 hk), 110 kW (150 hk) og 125 kW (170 hk). Disse vil blive efterfulgt af en plug-in hybrid drivlinje med en systemeffekt på 171 kW (233 hk) og fire elektriske drivlinjer med 85 kW (116 hk), 100 kW (136 hk), 160 kW (218 hk) og 210 kW (286 hk). Batterierne i de fuldelektriske modeller vil have et energiindhold (brutto) på 83 kWh. Basismodellen med den 85 kW stærke elektriske drivlinje vil blive tilbudt med et 54 kWh batteri (brutto). TDI- og eHybrid-modeller leveres med forhjulstræk, og firehjulstræk tilbydes som en mulighed for TDI-versionerne med 110 og 150 kW. De fuldelektriske modeller har baghjulstræk, men en version med firehjulstræk er planlagt på et senere tidspunkt.

En hel del udstyr

LED-lygter foran og bagpå bliver standard på den nye Transporter, og ligesom på de foregående generationer af Transporter kan også de nye modeller konfigureres enten med én stor bagklap eller to bredt åbnende bagdøre. Den nye Transporter vil desuden som standard være udstyret med funktioner som en elektronisk håndbremse med Auto Hold-funktion, et 12” digitalt instrumentpanel (Digital Cockpit), et nyt infotainmentsystem (inklusive DAB+, Apple CarPlay, Android Auto, onlinetjenester og en 13-tommer touchscreen), multifunktionsrat, regnsensor, vognbaneassistent Lane Assist, automatisk nødbremse med Front Assist og dynamisk vejskiltevisning med advarsel ved kørsel i forkert retning mod trafikken.  Volkswagen vil tilbyde den nye Transporter som kassevogn, Kombi og Ladvogn med dobbeltkabine samt en Caravelle personvognsudgave på et senere tidspunkt. Kombi- og kassevognsmodellerne vil også blive tilbudt med højt tag og forlænget akselafstand. Det høje tag kan nu også kombineres med den kortere akselafstand.

Del artikel

Har du også læst?