DEL

EQV er anden model i rækken fra Mercedes-Benz EQ, som lancerede den ligeledes 100% elektriske EQC i sommer. Mens EQC designmæssigt slægter SUV’en GLC på, trækker den nye EQV tråde til den Mercedes-Benz V-Klasse og fås med enten seks, syv eller otte sæder, som kan flyttes og drejes efter behov. EQV kommer desuden i to længder. Standardversionen måler 5140 mm med 3200 mm mellem akslerne, men fås også i en version 5320 mm lang udgave med 3430 mm mellem akslerne.

EQV trækker på forhjulene, og motoren, som er monteret i bilens front, leverer 150 kW (201 hk) og har et drejningsmoment på 362 Nm. Det store batteri er gemt godt væk i bunden af bilen, hvilket bidrager til et lavt tyngdepunkt til gavn for køreegenskaberne. Med et gennemsnitligt forbrug på 27 kWh/100 km kører EQV op til 405 kilometer på en opladning, mens tophastigheden er begrænset til 160 kilometer i timen.

Den lange rækkevidde sikres blandt andet ved, at bilen er i stand til at opsamle bremseenergien, når føreren slipper speederpedalen. Og helt som det kendes fra EQC, kan føreren vælge fire niveauer af rekuperering – lige fra motorvejsprogrammet, hvor bilen blot ruller, når speederen slippes, til byprogrammet, hvor bilen bremser kraftigt, så snart føreren letter på speederen. Sidstnævnte gør det i praksis unødvendigt at benytte bremsepedalen i andet end nødstilfælde. I auto-tilstand vælger bilen selv niveauet baseret på data fra vejskilte, navigation og bilens egen radar og kameraer.

Opladning til 80% på under en time

Ladestikket er placeret i kofangeren foran, og i lighed med EQC er der tale om et stik af typen CCS. Dermed er EQV kompatibel med almindelige opladningsstandere og wallboxe med Type 2-kontakter såvel som hurtigladere med CCS-kontakt til jævnstrøm. Når der lades i almindelig ladestander eller wallbox, anvendes bilens indbyggede oplader på 11 kW, og her kan en fuld opladning klares på omkring 10 timer. Med hurtigopladning fra eksempelvis Ionity-netværket kan EQV derimod lade med en effekt på op til 110 kW, hvilket gør det muligt at lade batteriet fra 10 – 80% på under en time.

Elektrisk og intelligent

Som en del af standardudstyret er EQV udstyret med Mercedes-Benz’ eget intelligente og stemmestyrede infotainmentsystem MBUX – Mercedes-Benz User Experience. Systemet holder blandt meget andet føreren opdateret med ladestatus, energiforbrug og estimeret rækkevidde. Navigationssystemet er desuden i stand til at planlægge en optimal rute, der tager højde for ladestationer undervejs, ligesom det er muligt at vælge den mest energibesparende rute. Når bilen er tilsluttet ladestrøm, er det desuden muligt indstille den estimerede afgangstid, så kabinen på forhånd enten varmes op eller køles ned til en behagelig temperatur, inden turen starter. Priser og præcis lanceringsdato herhjemme kendes endnu ikke.

Kommentarer