Lad os bare komme til sagen med det samme. Der er intet nyt om, hvordan den nye Kia Sorento bliver motoriseret eller hvordan målene er, men at dømme ud fra billederne af den nye Sorento, er der tale om en meget luksuriøs bil, hvor især interiøret overgår alt, hvad Kia nogensinde før har præsteret. Alligevel har Kia sendt en pressemeddelelse ud fyldt med fine ord som “raffineret dristighed” der har inspireret Kias designere i forsøget på at opretholde den robuste, muskuløse æstetik fra tidligere generationer af Sorento. Endvidere skriver Kia, at man samtidig har “efterstræbt en større grad af raffinement og elegance.” Jo jo!
Som om det ikke er nok, står der desuden, at “Sorentos redefinerede design indeholder mere stilfulde, skarpere linjer og uafbrudte overflader end nogensinde, hvilket gør den mere skulpturel end sin mere rund-kantede forgænger. Med mere moderne geometriske detaljer og mere bagud vendte, langstrakte proportioner er resultatet et mere selvsikkert, mere modent og mere tiltrækkende design end nogensinde. Kia Sorentos mere overbevisende front har også udviklet sig med en ny fortolkning af mærkets såkaldte “tiger-nose” grill.” Godt så!
På helt almindeligt dansk kan man sige, at den nye Sorento er bredere og mere muskuløs end forgængeren. Forlygterne i sig selv er blevet til nye ”tiger eye” LED-kørelys, som – på marketingssprog – tilføjer ekstra fokus på designet ved at skildre det intense udtryk omkring en tigers øjne, når nu Kia selv skal sige det.
I profil er Sorentos proportioner diskret tilpasset til at få den til at se længere ud, med kortere forhæng foran og bagpå og en længere akselafstand. Dens nye proportioner forlænger også motorhjelmens længde og trækker A-stolpen 30 mm længere tilbage fra forakslen for et mere bagudrettet dynamisk design. Den bageste kant af motorhjelmen brydes omkring siderne, og giver en enkel, stærk form, der strækker sig langs siden af Sorento og flyder ind i de nye lodrette baglygter.
Den nye Kia Sorento bliver en del af koreanernes opdaterede crossover/SUV-line-up, som blandt andre også inkluderer Stonic og Sportage. Kia siger selv, at den næste generations model er baseret på en helt ny platform, der hæver standarderne for plads, praktik, effektivitet og kvalitet i det mellemstore crossover/SUV-segment. Den nye Sorento debuterer på den internationale biludstilling i Geneve den 3. marts 2020. Hvornår den nye Sorento lander i Danmark ved vi ikke endnu, men et godt bud er engang til efteråret.