DEL

Siden lanceringen i 2004 har BMW 1-serien været en kæmpe succes – både på verdensplan, og også i Danmark, hvor der er solgt knap 12.000 eksemplarer af den lille bimmer. Til september kommer den tredje generation af den kompakte model når bilen præsenteres på den store biludstilling i Frankfurt.

Motorudvalget

Der kan vælges mellem to benzinmotorer og tre dieselmotorer: BMW 118i med 140 hk, BMW M135i xDrive med 306 hk, BMW 116d med 116 hk, BMW 118d med 150 hk samt BMW 120d xDrive med 190 hk.

Flagskibet er BMW M135i xDrive – desværre kun med en firecylindret motor. Den har et nyudviklet mekanisk differentiale samt Launch Control. M sportsstyring og M sportsbremser er standard på modellen.

Her er videoen af den nye M135i:

https://www.youtube.com/watch?v=jue9iERPtvk 

Trækker på to eller fire hjul

Hvor den udgående model har baghjulstræk, fås den nye generation med enten forhjulstræk eller firehjulstræk. Firehjulstræk er standard på BMW 120d xDrive og BMW M135i xDrive.

Godt med plads

Den nye BMW 1-serie tilbyder markant mere plads i kabinen end forgængeren, hvilket især kan opleves på bagsædet. Knæpladsen er vokset med 33 mm og albuepladsen med 13 mm. Pladsen til albuen er foran vokset med hele 42 mm.

Bilens længde på 4.319 mm er fem mm kortere end forgængeren. Bredden på 1.799 mm er 34 mm mere og højden er øget med 13 mm. Akselafstanden er 20 mm kortere og er nu på 2.670 mm.

Bagagerummet er på 380 liter, hvilket er 20 liter mere end forgængeren. Hvis bagsæderne lægges ned, sluger bagagerummet 1.200 liter.

Ekstraudstyr som i større modeller

For første gang tilbydes der nu både panorama glastag, elektrisk bagklap, BMW Head-Up Display samt BMW Gesture Control som ekstraudstyr.

Der kan vælges mellem fire forskellige ”lines”: Advantage, Sport Line, Luxury Line og M Sport.

Som standard kommer bilen med fodgængeradvarsel med City Braking-funktion, Lane Departure Warning med aktiv Lane Return, mens der som ekstraudstyr kan vælges aktiv fartpilot og Driving Assistant. Ligeledes fås modellen med Reversing Assistant, som hidtil kun har været tilbudt til de større modeller.

Kommentarer