Gratis strøm ved Odense i dag

Norlys’ første ladepark indvies i dag, og derfor kan du lade til 0 kroner ved ladeparken og for blot 1 krone per kWh på alle Norlys’ andre lynladere.

For at markere den officielle indvielse af Norlys’ første ladepark, vil det fra klokken 12 i dag og et døgn frem være muligt at lade for 0 kroner på Drejebænken ved Hjallese syd for Odense. 

– I dag er en milepæl for Norlys og et afgørende skridt i vores bestræbelser på at udbygge og udvikle et offentligt ladenetværk, der rent faktisk er landsdækkende og giver alle danskere optimale muligheder for at skifte til en elbil. Det skal selvfølgelig markeres, og derfor skruer vi helt ned for priserne i dag, siger Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ ladestanderforretning.

Ladeparker med oplevelser

De elbilister, der fremover lader under det røde Norlys-logo, kan se frem til en lidt anderledes ladepause. Samtlige – indtil videre planlagte 15 – Norlys ladeparker får nemlig et grønt område, hvor benene kan strækkes, adgang til toiletfaciliteter og muligheder for et varierende udvalg af snacks, mad og drikke i samarbejde med nogle af Danmarks mest populære brands.

Derudover får ladeparkerne aktiviteter målrettet børnene tæt ved ladestanderen. De er udviklet af Experimentarium, der også har designet oplevelsesuniverser skræddersyet til de fysiske rammer på fem af de 15 ladeparker.

– Vi vil skabe ladeglæde ved at tilbyde mere end blot strøm. Vores ladeparker skal gøre ventetiden til en oplevelse, der beriger, uddanner og underholder. Vores vision er, at hver opladning ikke kun giver energi til bilen men også til bilisten, siger Ellen Trolle.

Gratis strøm hos Norlys på Drejebænken ved Odense er som tidligere nævnt fra klokken 12 i dag og et døgn frem. Hos Norlys’ øvrige lynladepunkter rundt omkring i landet koster det i samme tidsrum blot en krone per kWh når du betaler med appen Norlys Opladning, med Norlys ladebrik eller med kreditkort ved standeren.

Del artikel

Har du også læst?