Ford sætter strøm til S-Max

Ford fortæller at man har gjort den nye S-Max Hybrid mere brændstoføkonomisk uden at give afkald på den rummelighed, fleksibilitet og de sportslige køreegenskaber, som S-Max normalt har.
Drivlinjen består af en 2,5-liters Atkinson-benzinmotor, en elmotor med startergenerator, et litiumionbatteri på 1,1 kWh samt den nyeste udgave af Fords power-split-gearkasse.
Elektriciteten anvendes til enten at understøtte benzinmotorens brændstofeffektivitet eller til at give støjsvag og ren eldreven kørsel på kortere strækninger.
Den nye S-Max Hybrid er udviklet til at passe ubesværet ind i det travle familieliv og skal ikke lades op via eksterne strømkilder. Opladning af batteriet sker nemlig automatisk via benzinmotoren og via regenerativ indsamling af energi ved nedbremsning eller under kørsel som vi for eksempel kender det fra flere af Toyotas biler.
Sæderne i S-Max Hybrid kan nemt justeres, så de giver op til 2.200 liter bagagerumsplads bag første sæderække. Den maksimale anhængervægt lyder på 1.500 kg for varianten med 7 sæder og 1.700 kg for varianten med 5 sæder.

El uden kabler

Uanset om du vælger 5 sæder (standardudstyr) eller 7 sæder (ekstraudstyr), er S-Max Hybrids litiumionbatteri placeret i bunden af karosseriet i en stødabsorberende og vandtæt kasse, som både beskytter batteriet og frigiver mest mulig plads indvendigt.
Batteriets placering gør det muligt at have ting i bagagerummet, der er næsten 1 meter i højden og over 1 meter i bredden. Med alle 7 sæder i brug skal du dog være opmærksom på, at bagagerummet så blot rummer 285 liter.
Bilens regenerative bremseteknologi fanger op til 90 procent af den energi, der normalt går tabt under bremsning, og anvender den til at oplade batteriet. Strømmen sendes til elmotoren, der selvstændigt kan drive forhjulene. Motoren kan også klare kortere strækninger på ren el.
Elmotoren arbejder sammen med benzinmotoren, der tilsammen yder 190 hk og ifølge Ford giver en brændstoføkonomi på omkring 15,6 km/l og en CO2-udledning fra 146-147 g/km (WLTP). 0-100 km/t klares på 9,8 sekunder, mens en redesignet startergenerator sørger for at levere glidende skift mellem kørsel på benzin, strøm og en kombination af begge. Dertil betjenes gearvælgeren med en drejeknap.

Teknologier, der gør hver køretur til en leg

S-Max Hybrid kommer blandt andet med 10” digitalt display i instrumenteringen som giver overblik over kørselsmønster og brændstoføkonomi, mens teknologien Brake Coach hjælper med gradvis nedbremsning for at indsamle mest mulig opladningsenergi til batteriet.
Alle passagerer i S-Max kan være online under kørsel via bilens indbyggede FordPass Connect-modem som er standardudstyr i bilen. Modemet giver wi-fi til op til 10 enheder og gør det for eksempel nemmere at planlægge rejser med Live Traffic-opdateringer i navigationssystemet.
FordPass Connect giver derudover fjernbetjente funktioner såsom (op)låsning af bildøre, overblik over bilens generelle status, lokalisering af bilen samt et system, der advarer om eventuelle farer i nærområdet på vejen forude.

Komfortabel Titanium og sporty ST-Line

S-Max Hybrid kommer i to udstyrsvarianter; den mere komfortorienterede Titanium og den mere sportslige ST-Line.
S-Max Hybrid Titanium koster fra 427.280 kroner og byder blandt andet på 8” touchskærm, navigation, DAB+ og Apple CarPlay, 17” alufælge, LED-kørelys og LED-baglygter, 2-zoners automatisk klimaanlæg, fartpilot med intelligent fartbegrænser, nøglefri adgang og start, vognbaneassistent, parkeringssensor for og bag, rat og gearknop i læder, opvarmet rat og forrude, opvarmede forsæder, elbetjente, opvarmede og foldbare sidespejle, 230V-udtag, forsæder i sportsdesign med lændestøtte, flyborde bag forsæder, elruder for og bag og automatisk nedblænding af fjernlys.
Standardudstyret i ST-Line-varianten er, udover Titanium-udstyr, 18” alufælge, sportslook med blandt andet Body Styling Kit med bagspoiler og sportsundervogn, mørktonede ruder, sæder i dellæder med Miko-ruskind og røde syninger, 10-vejs eljusterbare forsæder med memory-funktion til førersædet, perforeret læderrat med røde syninger samt røde syninger i døre, måtter og centerkonsol. Priserne på S-Max Hybrid ST-Line starter fra 477.230 kroner.

Ekstraudstyr – introtilbud på X-pakke

Af ekstraudstyr til S-Max Hybrid tilbyder Ford blandt andet 3. sæderække til 18.740 kr. til begge udstyrsvarianter.
Ford tilbyder også en Businesspakke, der for blot 7.503 kr. oveni til begge udstyrsvarianter giver Pre-Collision Assist, semiautomatisk parkeringssystem og bakkamera.
Den omfattende X-pakke indeholder hele Businesspakken og derudover adaptiv fartpilot, håndfri elbagklap, adaptive LED-forlygter, frontkamera, Sony-audiosystem og Blind Spot Information System (BLIS) med Cross-Traffic Alert. Den tilbydes som et introtilbud til begge udstyrsvarianter af S-Max Hybrid til blot 10.000 kr. (normalpris 46.480 kr.).
Ford Danmark forventer, at den mest populære variant af S-Max Hybrid bliver Titanium-versionen med X-pakken.

Ford S-Max Hybrid kan bestilles hos din Ford-forhandler nu. De første biler forventes leveret til kunder i maj.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.

Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder – gratis!

Del artikel

Har du også læst?