DEL

Ja, den er god nok. Da den nye Ford Mustang blev præsenteret for verdenspressen for snart et par år siden, var det ved et storstilet arrangement på toppen af selveste Empire State Building i New York. Bilen blev simpelthen skilt ad nede på jorden og del for del transporteret med elevator til toppen af den 381 meter høje bygning på Manhattan, hvor delene så blev samlet igen så den nye Ford Mustang standsmæssigt kunne præsenteres. Man kan dermed sige, at et ikon vendte tilbage til udgangspunktet, for det var nemlig også på toppen af Empire State Building den allerførste Ford Mustang blev præsenteret tilbage i 1964. Siden den første Mustang så dagens lys, er der solgt små 10 millioner eksemplarer af det amerikanske ikon.

Røv og hofter

Og der er noget særligt over den amerikanske “pony”. Ford Mustang er for eksempel kåret til verdens mest eftertragtede bil på Facebook og har været med i en lang række film, spil og tv-serier og hvis jeg sådan skal drage lidt paralleller til Amors verden, så får Ford Mustang mit hjerte til at banke lidt hurtigere end normalt når jeg møder den på gader og stræder. Jeg er ikke til de her “skind og ben” tynde kvinder. Jeg er til røv og hofter, og lige præcis god røv og brede hofter, det har Ford Mustang i den grad. Men her holder det feminine så også op. Mustang oser nemlig af testosteron, hvor lækre maskuline linjer pryder dens ydre når jeg står og betragter den. Og bare lige så du ved det: Du må aldrig vælge en Ford Mustang, hvis du er den type, der gerne vil leve en anonym tilværelse. Sjældent har jeg oplevet meget opmærksomhed, thumbs up, smigrende tilråb og smilende ansigter, som tilfældet er, når jeg kører Ford Mustang.

Fås i to motorvarianter

Den nye Ford Mustang fås her i Europa i to motorvarianter. Den ene er en 2,3-liters firecylindret motor med 317 hk og 432 Nm. En bil, der klarer 0 til 100 km/t på 5,8 sekunder. Den anden variant hedder Mustang GT og er en 5-liters V8’er med 421 hestekræfter, brutale 530 Nm og en 0 til 100-tid på bare 4,8 sekunder. Prismæssigt kan du blive Mustang-ejer for 569.110, hvis du vil nøjes med en 2,3 liters Mustang Fastback med manuel sekstrins gearkasse, mens den dyreste variant, Mustang GT 5,0 Convertible med automatgear, vil koste fra 765.910 kroner. Skal du have en Mustang som bil nummer to, vil jeg nok vælge den firecylindrede og så vælge den som Convertible så du kan cruise rundt med taget nede, men vælger du en Mustang som din bil nummer et, og er pengene til det, så tag den i en GT-variant Fastback.

GT’eren er brutal

Der er så meget testosteron i GT’eren, at hvis vi siger, at den firecylindrede Mustang er en slipsedreng på kontoret, så er GT’eren, med den lækre ottecylindrede femliters motor, en stor bredskuldret skovhugger lige efter han har indtaget sin madpakke og er klar til igen at knokle ude i træerne. Jeg trykker på startknappen til den 421 hestekræfter stærke motor og de buldrende vildheste vækkes til live som var det bjørnefar der skulle gøre sig til for sin udkårne lige inden en parringsleg. Hold nu op, hvor lyder den brutal. Ja, jeg vil nærmest sige, at den lyder direkte ond når den får noget pedal. Den ikke bare lyder ond – den kører også sådan. Eller rettere; den kan køres ondt. Du kan for eksempel helt deaktivere ESP’en, og så er der altså ingen kære mor, hvis du ikke magter at køre den korrekt, når du lige vil slå lidt med rumpetten for at imponere. Mustang GT kan i øvrigt lave hjulspin fra 0 til små 100 km/t. Bare så du ved det.

Legetøj for voksne

Der er også en anden særlig feature tilknyttet Ford Mustang GT. Den hedder Line Lock. Det er en indstilling, som gør det muligt for føreren med en let fod på bremsen, at nøjes med at aktivere bremserne i forhjulene. På ægte amerikansk vis er en Ford Mustang jo baghjulstrukken, og det betyder, at du kan lave hjulspin – og blive ved med det – mens din Mustang står stille på asfalten. En sjov feature, men ret opslidende for dine dæk. Ford siger, at Line Lock er der fordi du skal have mulighed for at varme dine dæk op til banekørsel. Så forstår vi bedre, men der er ingen hos Ford der kan svare på, hvorfor man ikke kan gøre det samme med forhjulene for de skal da også kunne bremse igen. Uanset hvad, så er det sjovt at lege med, men i praksis noget, du skal være pænt god til at køre bil for at kunne magte sikkert. Det er nemlig i forvejen ikke billigt at køre Mustang GT. Brændstoføkonomien siger 8,3 km/ltr. Det kan godt lade sig gøre at holde snittet, men skal du have det nogenlunde sjovt, er dit gennemsnit nærmere et sted mellem 6 og 7 km/ltr. Men hvem bekymrer sig også om det, når den amerikanske drøm lever på bedste vis?

 

Ford Mustang GT 5,0 V8 Fastback

8 cyl. 5,0 ltr. benzinmotor.
421 hk.
530 Nm ved 4250 omdr./min.
Seks-trins automatgearkasse
Baghjulstræk
0-100 km/t: 4,8 sek.
Topfart: 250 km/t
EU-miks: 8,3 km/l
CO2-udledning 281 g/km
Bagagerumsvolumen: 408 l

Ford Mustang GT har som standard: ABS. EBD og EBA. ESP. 19” letmetal fælge. Xenon forlygter. Fartpilot. Multijusterbart læderrat. Læderkabine. Sædevarme. 8 airbags. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås, nøglefri adgang og start. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Regnsensor. Isofix. SYNC2. 9 højttalere.

Kommentarer