Med en startpris på 300.000 rammer den nye Ford Explorer godt ind på markedet når den lanceres herhjemme engang efter sommerferien.
Når den nye fuldelektriske Ford Explorer kommer i handlen hen på sensommeren bliver det til en startpris der hedder 299.990 kroner.
Bilen bliver tilgængelig i to varianter – Select og Premium, og er en bil, der bliver produceret her i Europa og er baseret på Volkswagens MEB-platform – som i øvrigt er platform for en masse andre elbiler.
Fra de 299.990 kroner får du den baghjulstrukne Explorer Select, der har en standard rækkevidde på op til 384 km. Smider du 40.000 kroner mere kan du tage springet over i samme variant med udvidet rækkevidde, så du får op til hele 602 km på batteriet.
Som standardudstyr i Explorer Select får du blandt andet 19” alufælge, LED-lygter for og bag, nøglefri adgang og start, bakkamera, opvarmede forsæder og varme i rattet, 12-vejs el-justerbart førersæde i kunst-dellæder med lændemassage, 14,6” justerbar SYNC Move touchskærm og meget mere,
For 20.000 kroner ekstra kan du rykke fra en Select over i en Premium, der er opgraderet med endnu mere udstyr. For eksempel 20” alufælge, B&O Premium audio system, fuldt kunstlæder på sæderne, håndfri el-bagklap, adaptive matrix LED-forlygter og ambientebelysning i regnbuens farver i bilens døre, midterkonsol og soundbar
Hurtigt videre
Den nye Ford Explorer er udstyret med et lithium-ion nikkel mangan kobolt (NMC) batteri, og med en opladning på cirka 25 minutter fra 10-80 % er du hurtigt videre.
Med 340 hk kan den firehjulstrukne variant gå fra 0-100 km/t på bare 5,3 sekunder. Samme variant må desuden trække op til 1.200 kg på krogen.
Indvendigt i Ford Explorer er der masser af komfort, spændende features og smarte detaljer. Udover nøglefri adgang og start har bilen også ’Easy Start’, hvilket betyder at bilen automatisk tænder, idet du sætter dig i bilens forsæde og blot har bilnøglen i lommen.
Praktisk bil
Mellem bilens forsæder kan du opbevare din computer, vandflasker eller andet i den 17 liter store MegaConsole. En justerbar touchskærm kan hæves eller skænkes efter dit behov, mens skærmen samtidig dækker over et lille opbevaringsrum, hvor du sikkert kan opbevare din telefon eller pung. Når du forlader bilen, og bilen låses, bliver rummet også automatisk låst.
Ford Explorers bagagerum på 450 liter kan justeres i højden, så læssekanten ændres, og der dermed skabes endnu mere plads til opbevaring.
Sikkerhedsudstyret er naturligvis også helt i top i bilen med en del førerassistance-systemer med for eksempel Bind Spot information System (BLIS), intelligent adaptiv fartpilot, trafikskilt genkendelse og udstigningsalarm, som aktiveres ved risiko for kollision fra vejkant. Parkeringssensor for og bag samt bakkamera er også standard.
Ford Explorer er tilgængelig i lanceringsfarven ’Arctic Blue’, som er tilgængelig uden omkostninger, og derudover også i ’Frozen White’ samt metalfarverne ’Magnetic’, Agate Black’, ’Blue My Mind’ og ’Lucid Red’ som alle fås mod en endnu ukendt merpris.
Ford har åbnet for bestilling af Ford Explorer, og Ford forventer, at de første europæiske leveringer vil finde sted i sensommeren.
Ford Explorer Select:
- Explorer Select med 170 hk, baghjulstræk med standard rækkevidde på op til 384 km koster fra 299.990 kroner.
- Explorer Select med 286 hk, baghjulstræk med udvidet rækkevidde på op til 602 km fra 339.990 kroner.
- Explorer Select med 340 hk, firehjulstræk med udvidet rækkevidde på op til 566 km fra 359.900 kroner.
Ford Explorer Premium:
- Explorer Premium med 286 hk, baghjulstræk med udvidet rækkevidde på op til 572 km fra 359.990 kroner.
- Explorer Premium med 340 hk, firehjulstræk med udvidet rækkevidde på op til 532 km fra 379.990 kroner.