DEL

Den 5,0-liters V8-benzinmotor med kompressor og 380 hk har 40 hk mere end forgængerens V6-benzinmotor. Det betyder, at den pansrede SUV bevarer den enestående Range Rover-ydelse i al slags terræn. Med mere end et ton panser og glas accelererer Sentinel fra 0-100 km/t på 10,4 sekunder og videre til en tophastighed, der er begrænset til 193 km/t.
Den pansrede Sentinel er designet og udviklet af Land Rover Special Vehicle Operations og bygges hos SV Technical Centre i Warwickshire. Den yder ultimativ beskyttelse af passagererne kombineret med komfort i verdensklasse. Kernen er en beskyttelsescelle, der lever op til krævende standarder og opnår fuld ballistisk certificering og eksplosionscertificering. Det forbedrede karrosseri er udviklet til at kunne modstå moderne og ukonventionelle angreb, herunder fragmenter fra improviserede bomber.

Chassiset, affjedringen, bremserne og det elektroniske stabilitetssystem er alle optimeret for at bibeholde Range Rovers dynamiske køreegenskaber, mens Sentinel samtidig leverer uforlignelige terrænegenskaber for en pansret bil af denne type. Det gør den i stand til uden problemer at køre gennem dybt vand og udfordrende terræn. De specialfremstillede hjul omfatter et run-flat-system, så bilen kan fortsætte mere end 50 km med op til 80 km/t, hvis et dæk beskadiges.

Sentinel er udstyret med panserglas, der beskytter passagererne mod angreb. Sikkerhedssystemerne omfatter også mulighed for en specialkonfigureret forrude, der kan sænkes 150 mm i forbindelse med udlevering af dokumenter, og som samtidig er udstyret med højttalersystem, der gør det muligt for passagererne at tale til personer uden for bilen uden at forlade de sikre rammer.

Range Rovers uforlignelige raffinement bevares med den nye Sentinel, der har forbedret plads i kabinen, ekstra hovedhøjde og bedre sæder end den tidligere generation. Det betyder, at passagererne ikke bare får glæde af komplet beskyttelse, når de er på farten, men samtidig kan nyde komfort i høj klasse. Kabinen omfatter også Land Rovers nyeste Touch Pro Duo-infotainmentsystem med to 10″ touchscreens med høj opløsning.
Ud over Range Rovers nyeste udvendige designelementer, inklusive LED-lygter, fås Sentinel nu også med ekstraudstyret Black Pack, der giver en endnu mere sofistikeret fremtoning med sorte detaljer.

Og ja; bilen kan godt bestilles i Danmark. Prisen vil være cirka tre millioner kroner + afgift. Og da det danske afgiftssystem jo er sådan indrettet, at der tages godt ved, vil den endelige pris være omkring fem millioner kroner. Et greb i lommen for de få.

Kommentarer