DEL

Det er kineserne der har pengene for tiden, og derfor vælger Citroën at lancere den nye luksus-SUV C5 Aircross på det kinesiske marked først. Det sker allerede om et halvt års tid, og så må vi her i Europa ellers bare vente på at det bliver vores tur, og det sker cirka et år efter lanceringen i Kina – altså i efteråret 2018.

Citroën C5 Aircross bliver en direkte konkurrent til Årets Bil i Danmark 2017, Peugeot 3008, men også til eksempelvis VW Tiguan, Seat Ateca og Audi Q3. Den nye franske luksus-SUV deler platform med den førnævnte 3008, men C5 Aircross får lige en tand mere. Det hedder Progressive Hydraulic Cushions som efter sigende skulle gøre affjedringen endnu mere komfortabel end Citroën ellers har for vane at være.

Et egentligt motorprogram er endnu ikke bekræftet. Vi gætter dog på, at den som minimum kommer med to benzinmotorer og to dieselmotorer og en hybrid. Det eneste, der er sluppet ud fra det franske, er at C5 Aircross netop kommer som en firehjulstrukken plug-in hybrid med en 200 hk benzinmotor og to elmotorer som tilsammen yder 300 hk. Dermed bliver C5 Aircross den mest kraftfulde Citroën produktionsbil nogensinde.

Indtil lanceringen her i Europa, der som tidligere nævnt bliver i efteråret 2018, kan vi glæde os til den lidt mindre C3 Aircross som kommer på det europæiske marked når 2017 lakker mod enden.

Kommentarer