DEL

Den første BMW X6 så dagens lys i 2008, hvor BMW var et af de første mærker til at blande sportslige egenskaber fra en Sports Activity Vehicle (SAV) med de klassiske gener fra en coupé – og dermed var en helt ny klasse født, nemlig Sports Activity Coupe (SAC). Der er på verdensplan allerede solgt 443.000 biler siden da, og til november er tredje generation BMW X6 klar.

Lysshow i mere end en forstand

Det er næppe det konservative hjemmemarked BMW-toppen har tænkt på, da man sagde ja til en belyst kølergrill, men ikke desto mindre er det nu muligt i den nye X6. 

En belyst kølergrill giver nemlig bilen et meget eksklusivt udtryk som helt sikkert nok skal vække begejstring i Dubai, Moskva og andre spændende steder, hvor man gerne vil ses og lægges mærke til. Belysningen aktiveres ved at åbne eller lukke bilen, men kan også betjenes manuelt.

Panoramaglastaget er hele 83 procent større end på forgængeren. Der kan tilvælges Sky Lounge, som ved mørkets frembrud omformer glastaget til mere end 15.000 grafiske mønstre i seks forskellige farver som garanteret også tiltaler dem, der gerne vil ses. 

Hvis turen går sydpå – eller blot morgenturen til arbejdspladsen – fås bilen med termo-kopholdere til både kolde og varme drikke.

Lydkulissen er allerede sikret med de momentstærke motorer i bilen, men ønsker man mere blød musik i ørerne fås Bowers & Wilkins Diamond Surround Sound System, som består af en 7-kanals forstærker med 1.500 watt og 20 højttalere, som sikrer en imponerende 3D-lydoplevelse på alle pladser i bilen.

Bredt motorudvalg

Den nye BMW X6 tilbydes fra start i fire forskellige motorvarianter: BMW X6 M50i med 4,4 liters V8-benzinmotor og 530 hestekræfter, BMW X6 xDrive40i med en 3,0 liters sekscylindret benzinmotor med 340 hestekræfter, BMW X6 M50d med en 3,0 liters sekscylindret dieselmotor med 400 hestekræfter samt BMW X6 xDrive30d med en 3,0 liters sekscylindret dieselmotor og 265 hestekræfter.

Atletiske proportioner

I forhold til den nuværende BMW X6 er den nye model vokset 26 mm i længden til 4.935 mm og 15 mm i bredden til 2.004 mm. Bilen er sænket 6 mm til en højde på 1.696 mm. Sporvidden foran er øget med 44 mm til 1.684 mm. Samtidig er akselafstanden øget med 42 mm til 2.975 mm, og sammen med et lavere tyngdepunkt er der basis for en både sportslig og engagerende køreoplevelse. Bagagerummets kapacitet er på 580 liter og med bagsæderne lagt ned 1.530 liter. Anhængervægten er op til 3.500 kg.

Bilens højde kan ændres ved et tryk på en knap og har fem forskellige indstillinger. Ved kørsel uden for alfarvej kan bilens frihøjde øges med op til 40 mm, og ligeledes kan bilen sænkes med op til 40 mm for nemmere adgang, hvis bilen for eksempel skal pakkes til ferieturen.

Der kan derudover tilvælges en Off-Road pakke med valg mellem kørsel i sand, grus, sne eller på sten. Off-Road pakken inkluderer luftaffjedring på begge aksler og elektronisk differentiale på bagakslen. Dette sikrer, at den nye BMW X6 er klar til alle underlag i alle vejrsituationer.

Produktion og lancering

Den nye BMW X6 produceres på BMW Plant Spartanburg i South Carolina, USA. Bilen har verdenspremiere på den internationale biludstilling IAA i Frankfurt i september, og de første biler lander i Danmark i november. Priserne er endnu ikke på plads.

Kommentarer