DEL

Faceliftet inkluderer en nyudviklet V8-motor samt plug-in-hybrid med endnu længere rækkevidde end forgængeren. Det udvendige design fasttømrer med syvtommersøm modellens position som BMW’s flagskib. Den omfattende designopdatering på fronten giver den nye BMW 7-serie et stærkere visuelt udtryk. De velkendte BMW nyrer er vokset hele 40 % i forhold til forgængeren. En anden iøjnefaldende ændring er den nye motorhjelm med et markant større BMW logo.

Bagenden har også fået en ordentlig overhaling, som gør bilen endnu mere elegant og moderne. De fremtrædende horisontale linjer gør bilen bred og kraftfuld og fuldendes af de tredimensionelle LED-baglygter. Indvendigt er kabinen opdateret med nyt design og noget tyskerne kalder “BMW Live Cockpit Professional”. De to digitale skærme på henholdsvis 12,3 og 10,25 tommer tilbyder et endnu større udvalg af information for både fører og passagerer. Akustikken er samtidig optimeret for at gøre køreturen endnu mere behagelig og afslappende.

Elektrisk køreglæde – endnu længere

Plug-in-hybrid’en BMW 745e er opgraderet fra en firecylindret til en sekscylindret benzinmotor, med både et lavere forbrug og en længere rækkevidde. Den samlede ydelse er på 394 hk og 600 Nm. Rækkevidden på ren el er op til 58 km med en tophastighed på 140 km/t. Det samlede forbrug er 47,6 km/liter og CO2-udslippet er 48 g/km ifølge den nye WLTP-testcyklus. BMW 745e fås ligeledes i en lang version og med BMW’s intelligente firehjulstræk, xDrive.

Mere plads og lavere vægt

Den nye BMW 7-serie vil altså fortsat blive tilbudt i to længder. Den lange version, som har en 14 centimer længere akselafstand end standardversionen, giver ekstra plads til bagsædepassagererne. Længden på standardversionen af bilen er nu 5.120 mm og længden på den lange version er 5.260 mm. Begge udgaver er 22 mm længere end deres respektive forgængere. Bredden på 1.902 mm og højden på hhv. 1.467 mm for standardversionen og 1.479 for den lange version er uændrede. Bilens vægt er optimeret ved brug af højstyrkestål, aluminium og kulfiberforstærket plast (CFRP), hvilket er ret unikt i klassen.

Butleren er altid klar

Innovationerne i den nye BMW 7-serie understreges af nye digitale funktioner, som peger hen mod den automatiserede kørsel med blandt andet Reversing Assistant, som er en del af standardudstyret Parking Assistant. Reversing Assistant kan automatisk bakke bilen, hvor pladsen er trang. Systemet registrerer – med en hastighed op til 36 km/t – de sidst kørte 50 meter, og kan derved selv bakke bilen tilbage gennem smalle og kringlede passager. Den aktive fartpilot, som er en del af tilvalget Park Assistant Professional-pakken, kan tilpasse hastigheden på den planlagte rute ved hjælp af data fra navigationen. Bilens hastighed tilpasses automatisk til kurver, kryds og rundkørsler. Via registrering af trafikskilte tilpasses hastigheden ligeledes til hastighedsbegrænsninger på vejen forude – nøjagtig som konkurrenten Audi har tilbudt længe. En del af det omfattende standardudstyr er BMW Intelligent Personal Assistant – en slags butler. Den nye personlige, digitale assistent på køreturen, som svarer på alle relevante spørgsmål om fx bilens brændstofniveau, nærmeste spisested, eller finder det rigtige shoppingcenter. Hvis føreren er træt, er det bare at sige det højt, så sørger assistenten for for eksempel oplivende musik, sænkning af varmen og opkvikkende lys i kabinen. Assistenten lærer hele tiden førerens vaner og rutiner. Den personlige assistent kan navngives helt efter eget valg og vil respondere hver gang, det valgte navn siges højt.

Modelvarianter

ModelMotorHkNm0-100 km/t 

i sek.

Km/l

WLTP

CO2 g/km

WLTP

BMW M760Li xDriveV12-benzinmotor5858503,88,1282
BMW 750i xDriveV8-benzinmotor5307504,010,5217
BMW 750Li xDriveV8-benzinmotor5307504,110,5218
BMW 745e6-cyl. benzin + elmotor3946005,247,648
BMW 745Le6-cyl. benzin + elmotor3946005,345,550
BMW 745Le xDrive6-cyl. benzin + elmotor3946005,143,552
BMW 750d xDrive6-cyl. dieselmotor4007604,617,2152
BMW 750Ld xDrive6-cyl. dieselmotor4007604,716,9155
BMW 740d xDrive6-cyl. dieselmotor3206805,317,9148
BMW 740Ld xDrive6-cyl. dieselmotor3206805,417,5149
BMW 730d6-cyl. dieselmotor2656206,118,9138
BMW 730Ld6-cyl. dieselmotor2656206,218,9139
BMW 730d xDrive6-cyl. dieselmotor2656205,818,2143
BMW 730Ld xDrive6-cyl. dieselmotor2656205,917,9147

(Km/l og CO2-værdier afhænger af ekstraudstyr.)

Verdenspremiere i marts

Den nye BMW 7-serie har officiel verdenspremiere i starten af marts og lander hos de danske forhandlere i april måned.  Priserne på den nye model vil blive offentliggjort i marts.

Kommentarer