DEL

En fagjury bestående af otte firmabilister, to avisjournalister samt en fysioterapeut, har over to dage testet 10 forskellige biler for at kåre den mest komplette firmabil. I feltet var blandt andet biler som Ford Mondeo, Mercedes-Benz C-Klasse, Audi A4 og så altså BMW 320d Touring.

Konkurrencen var hård, men BMW 320d Touring trak det længste strå, og har netop modtaget prisen. Dermed stryger en BMW helt til tops for første gang nogensinde i den prestigefyldte kåring.

Glæde hos BMW Danmark

– Vi er helt utroligt stolte over at vinde. BMW 3-serie Touring blev først lanceret i september måned i år og er allerede meget populær – både hos privatkunder, men især også hos firmabilskunderne. At modellen nu kan smykke sig med titlen som Businessbilen 2020 giver et virkeligt godt afsæt for den nye model, siger Corporate Communications Manager hos BMW Danmark, Mette Lolholm.

Begrundelser for valget

Vinderbilen får ros for sit lave støjniveau og høje kabinekomfort med gode sæder og god plads for både fører, bagsædepassagerer og bagage. Vigtige parametre for firmabilister, der tilbringer mange arbejdstimer bag rattet.

– BMW’ens køreegenskaber begejstrede virkelig testkørerne. Motoren har stort overskud, bilen ligger knivskarpt på vejen og sædet kan bedst sammenlignes med et skræddersyet jakkesæt, som giver dig følelsen af, at du tager bilen på, siger Tobias Bai, der er formand for Arbejdsmiljøudvalget i Business Danmark. 

Fysioterapeut og afdelingsleder i Arbejdsmiljøcentret i Kolding, Stig Holm, mener, at førerpladsen skal sammenlignes med arbejdsstationen på en kontorarbejdsplads. Og her rummer BMW´en mange gode facetter: 

– Den har et meget behageligt rat med flere indstillingsmuligheder og instrumentpanelet er intuitivt vendt mod føreren. Det er et stort plus, at bilens sæde kan forlænges, så man får støtte under hele låret og i den testede version kan hele førersædet justeres elektronisk, så det omfavner dig, siger fysioterapeuten.

Lars Bundgaard, formand for Trafikpolitisk udvalg hos Business Danmark, uddyber, hvad der ligger bag valget: – BMW 320d Touring er en vinder, som har de klassiske firmabilsdyder. Men den er samtidig en bil, hvor der er lagt vægt på køreglæde og fantastiske køreegenskaber uden at gå på kompromis med komforten. Tag dertil et meget brugervenligt infotainmentsystem og mulighed for avanceret sikkerhedsudstyr, siger Lars Bundgaard.

 

Om testen og kåringen:

Den eneste biltest med fokus på bilen som arbejdsplads, og hvor brugerne har det afgørende ord.

  • Første kåring fandt sted i 2006 og blev navngivet ”BusinessBilen 2007”.
  • Fagforeningen Business Danmark og Jyllands-Posten står bag testen.
  • Juryen består af otte professionelle firmabilister, to avisjournalister og en fysioterapeut. Business Danmark har som organisation ingen indflydelse på valg af vinderen.
  • Testen foregår over to dage, hvor juryen vurderer bilernes køreegenskaber, komfort, ergonomi, udstyr og økonomi.

Kommentarer