DEL

Godt arbejdsmiljø og høj sikkerhed har været omdrejningspunktet for, hvorfor valget af den nye ambulance til Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden faldt på Volkswagen Crafter. De præhospitale organisationer i de tre regioner har det sidste halve år samarbejdet om at finde frem til det bedste tilbud inden for både kvalitet, levering og økonomi.

Gode gadgets giver kvalitet og høj sikkerhed

Sikkerhed har været et stort tema for udvælgelsen af køretøjet. De nye Crafter ambulancer har meget at byde på inden for dette område såsom cyklistkamera, adaptiv fartpilot og indbygget frontassistent, der advarer om mulige kollisioner.

– Ambulancer kører hurtigt og ofte i tæt trafik. Derfor har vi et ansvar for at optimere sikkerheden omkring køretøjet så meget som muligt – både for patienternes, men også vores medarbejderes skyld. Og den sikkerhed får vi med den nye aftale, siger Steen Schougaard Christensen, som er direktør for Ambulance Syd, Region Syddanmarks eget ambulanceselskab.

Arbejdsmiljø i højsædet

Det er ikke kun sikkerhed, ambulancepersonalet sikres i deres nye rullende patientstuer, hvor arbejdsmiljø har været en høj prioritet. I de nye ambulancer bliver det nemlig muligt at sikre både ergonomiske sæder og elektriske bårelejer så ambulancepersonalet ikke selv skal hæve og sænke båren manuelt. Dette inkluderes uden at gå på kompromis med støj- og varmeisolering samt en fleksibel indretning af ambulancens behandlingsplads, som har været et centralt fokuspunkt under udbuddet.

– Det er afgørende, at bårerummet i ambulancen fungerer godt. Bårerummet er de sundhedsfaglige medarbejderes arbejdsplads, og det skal være indrettet, så de har gode arbejdsforhold og dermed kan koncentrere sig om behandlingen af patienten, siger Per Sabro Nielsen, der er lægefaglig direktør ved Region Midtjyllands Præhospital.

Fælles udbud giver fordele

Tidligere i år annoncerede Region Midt, Syd og Hovedstaden et fælles udbud af nye ambulancer til de tre regioner. Samarbejdet skulle sikre større konkurrence på ambulanceområdet, der tidligere har manglet, og dermed også en fordelagtig aftale, som de nu har fået i hus.

Da regionerne får samme rammer for den præhospitale behandling, åbner det fælles udbud op for et endnu tættere og mere fleksibelt samarbejde om ambulancerne mellem regionerne.

– Vi er glade for det fælles ambulanceudbud, da vi har fundet en god løsning for både patienter og ambulancepersonale, som tilmed sikrer en effektiv brug af ressourcer i sundhedsvæsenet, siger Charlotte Barfod, der er konstitueret enhedschef ved Region Hovedstadens Akutberedskab.

Fakta om aftalen mellem de tre regioner og VW:

  • Volkswagen Crafter 2.0 TDI AUT8 er regionernes nye ambulance.
  • Køretøjet har 177 hk og en tophastighed på 165 km/t.
  • Aftalen gælder i første omgang køb af 55 ambulancer til Region Syddanmark med levering i perioden 2019-2021, fem ambulancer til Region Midtjylland i 2019 og tre ambulancer til Region Hovedstaden i 2019. Der er dog tale om en 3-årig rammeaftale, hvorigennem regionerne løbende kan indkøbe flere køretøjer. Rammeaftalen kan forlænges med et års varighed.
  • Region Sjælland og Region Nordjylland kan benytte rammeaftalen til indkøb af ambulancer, hvis de ønsker det.
  • Regionerne bruger årligt ca. to mia. kr. på ambulancedrift.

Kommentarer