DEL

At der er fart i bilerne fra Italien, har Alfa Romeo netop sat tyk streg under. For den italienske bilproducent kan nu offentliggøre, at Stelvio Quadrifoglio, der er fabrikkens monster af en SUV, har taget titlen som verdens hurtigste seriefremstillede SUV ved at sætte rekord på Tysklands legendariske Nürburgring.

Alfa Romeo Stelvio Quadriofoglio tilbagelagde den over 20 km. lange Nordschleife i rekordtiden 7 minutter og 51,7 sekunder. Den nye omgangstid er hele otte sekunder hurtigere end den tidligere rekord sat en af seriefremstillet SUV. Rekordtiden blev sat med Fabio Francia bag rattet, den samme kører der tidligere har opnået rekorder på samme bane i den 4-dørs sedan Giulia Quadrifoglio.

Den rekordhurtige omgangstid skyldes den helt særlige måde, som Stelvio Quadrifoglio er udviklet og designet på. Stelvio Quadriofoglio er kendetegnet af lav vægt, optimal vægtfordeling, avancerede tekniske løsninger, et kraft-vægtforhold i verdensklasse samt et imponerende kraftværk af en motor.

Stelvio Quadrifoglio integrerer de nyeste letvægtsmaterialer, der gør det muligt at have 50/50-vægtdistribution, ekstremt stift karrosseri, kardanaksel i kulfiber samt et af de mest direkte styretøj på markedet.

Hjertet i monster-SUV’en er en 2,9 liters V6-motor med 510 hk i aluminium og et drejningsmoment på 600 Nm. Motoren er parret med otte trins automatgear, som i køreprogrammet Race kan skifte gear på blot 150 millisekunder.

V6-motoren, der også har Twin-Turbo, er i et kompakt 90-graders-design, og den passer perfekt i Alfa Romeos nye letvægtplatform med et lavt tyngdepunkt til stor gavn for køreegenskaberne. Samtidig byder Stelvio Quadrofoglio på flest hestekræfter per liter i dens klasse.

Der er ratbetjening af gearskiftet, og de massive motorkræfter tøjles af et avanceret Q4-firehjulstræk. Af andet avanceret standardudstyr skal nævnes: Alfa Romeo DNA Pro Selector, hvor der kan vælges i mellem fire forskellige køreprogrammer, aktivt Torque Vectoring differentiale, adaptiv affjedring og et cylinder deaktiveringssystem for at spare på benzinen når ikke alle 510 hk. skal stå til rådighed.

Som ekstraudstyr kan Stelvio Quadrifoglio udstyres med letvægtsracersæder i kulfiber fra Sparco, som giver maksimal støtte under ekstrem banekørsel og samtidig leverer komfort til lange køreture. Endelig kan Stelvio Quadriofoglio også udstyres med effektive bremser i kulfiber som sikrer øjeblikkelig og konstant bremsekraft under alle forhold uden at overophede.

Alfa Romeo Stelvio Quadrifoglio forventes introduceret på det danske marked til foråret.

 

Kommentarer