Aftale indgået om flere grønne biler

Regeringen er sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet enige om en aftale for fremtidens bilpark, der skønnes at medføre 775.000 el- og hybridbiler i 2030. Det oplyser Finansministeriet.

Ambitionen er dog at komme op på én million grønne biler om blot 10 år. Finansminister Nicolai Wammen siger på et pressemøde, at aftalen bringer os et stort skridt fremad. Vejtransporten bliver lagt om, så vi kan tage meget vigtige skridt i retning af at nå klimamålsætningen i 2030.
Finansministeren henviser til den brede politiske aftale, som skal sikre, at Danmark når i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

– Vores ambition er, at der skal køre én million grønne biler rundt i Danmark i 2030. Vi starter med at afsætte finansiering til 775.000 biler. Og så reducerer vi CO2-udledningen med to millioner ton, siger Nicolai Wammen.
Regeringens forslag var ellers blot en halv million elektrificerede biler, men i løbet af forhandlingerne er regeringen altså blevet presset til at øge antallet.
De Radikales krav var eksempelvis én million elbiler i 2030, mens Enhedslisten ville have endnu flere.
Ifølge aftalepartierne medfører aftalen drivhusgasreduktioner på en million ton i 2025 og 2,1 millioner ton i 2030. Og med den netop indgåede aftale vil der ifølge De Danske Bilimportører blive solgt markant flere grønne biler de kommende år:

-Der er momentum i salget af grønne biler, som i øjeblikket udgør ca. 20% af nybilsalget. Den nye aftale gør, at salget af grønne biler tager endnu mere fart til gavn for klima og miljø, siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

De seneste aftaler om omlægning af bilafgifter, har været meget kortsigtet, hvilket har ført til usikkerhed for forbrugere og bilindustri.

-Vi er meget tilfredse med, at der er indgået en ambitiøs politisk aftale, der indretter bilafgifterne efter nutidens udfordringer. Der skal således lyde en stor tak til regeringen og aftalepartierne, for at lave en langsigtet aftale, der rækker helt til 2030 siger Mads Rørvig.

De Danske Bilimportører har nedenfor oplistet konsekvensberegninger for de mest solgte biler i Danmark.

Model Nuværende pris (kr.) Tidl. regler pr. jan 2021 Med ny aftale (kr.)
FORD KUGA 312.545 432.730 341.547
MITSUBISHI OUTLANDER 336.914 341.914 293.457
KIA CEED 299.998 388.448 324.407
PEUGEOT 3008 341.645 463.175 372.309
VOLKSWAGEN PASSAT 417.495 491.695 376.086
Model Nuværende pris (kr.) Tidl. regler pr. jan 2021 Med ny aftale (kr.)
TESLA MODEL 3 474.193 602.628 466.600
HYUNDAI KONA 330.410 345.550 330.410
KIA NIRO 353.918 401.746 353.918
VOLKSWAGEN ID.3 354.995 390.300 354.995
PEUGEOT 208 269.990 281.040 269.990
Model Nuværende pris (kr.) Pris med ny aftale (kr.)
CITROEN C3 128.983 134.185
TOYOTA AYGO 102.909 112.911
PEUGEOT 208 188.912 191.614
VOLKSWAGEN T-ROC 333.881 334.685
SKODA OCTAVIA 343.383 363.400

(*Alle ikke opladelige emissionsbiler).
De fem modeller er den mest solgte model for hver af de mest populære bilmærker i perioden 1/6 – 29/11-2020.

Blå partier som Venstre og De Konservative var længe med ved forhandlingsbordet, men de faldt fra til sidst. Begge partier kritiserer blandt andet finansieringen. Stigende afgifter og skatter er ikke vejen frem, mener de.

Bilaftalen træder forventeligt allerede i kraft fredag d. 18. december.

Del artikel

Har du også læst?