Opel præsenterede for nogle uger siden de første billeder af den nye Frontera. I dag har bilen så haft officiel premiere.
Det kan godt være, at Opel tilbage i april offentliggjorde de første officielle billeder af den nye Frontera, men det er først i dag at bilen har haft sin officielle verdenspremiere. Det skete ved et arrangement i Istanbul, Tyrkiet.
Frontera er den første serieproducerede Opel, der bærer det nye logo, og på vanlig vis er det placeret i midten af Opels Vizor-front. Proportionerne på Frontera er robuste i sit udtryk. Den mere opretstående silhuet, de store skærmkasser og de beskyttende skærme rundt på bilen giver, ifølge Opel selv, bilen en solid og moderne fremtoning, der både sikrer en rummelig kabine og samtidig skiller sig ud i trafikken.
Den robuste designstil går igen i interiøret. Komfort og fokus på at køre bil er prioriteret, og distraktioner, der er irrelevant for kørslen, er holdt på et minimum. Instrumentbordet prydes af Opels vandrette digitale cockpit, Pure Panel, der består af to 10″ skærme, hvor den ene fungerer som multimedieskærm i midten, og den anden bag rattet til kørselsinformation og speedometer. Rattet er et helt nyt Opel-rat, der også har premiere i Frontera. Frontera-kabinen er praktisk opbygget, har mange aflæggerrum og kommer standard med den innovative smartphone station.
Sædekomfort er en Opel-specialitet. I Frontera får forsæderne det patenterede Intelli-Seat-system, der er udviklet til at lindre presset på halebenet og sikrer god komfort, selv på længere ture. Derudover kan den nye Opel også fås i en syv-sæders version.
Med bagsæderne oppe (i fem-sæders versionen) er Fronteras bagagerum på 460 liter, og lægges bagsæderne ned, er baggagekapaciteten på 1.600 liter. Er du til overnatning udendørs, kan tagræling og et tag-telt med tilhørende stige tilkøbes, specielt udviklet til Frontera. Derfor er bilens tag designet til at kunne bære op til 240 kg, når bilen holder stille.
Opel Frontera kan fås både som elbil og som 48-volts mild-hybrid med en 1,2 liters turbo-motor, der er udviklet specielt til hybrid-drift. Benzinmotoren arbejder sammen med en 28 hestes elektrisk motor og en seks-trins dobbeltkoblingsgearkasse, og sikrer dermed lavere brændstofsforbrug og CO2 udledning end en konventionel forbrændingsmotor. Frontera vil senere blive tilbudt i en stærkere mild-hybrid udgave med 136 hk og turbo.
Som elbil er der to varianter at vælge imellem. Først lanceres en udgave, der får en rækkevidde på mere end 300 kilometer. Senere tilføjes en ”long range” udgave til modelprogrammet, der får en rækkevidde på ca. 400 kilometer.
Valget mellem udstyrsniveauer er holdt nemt og overskueligt med to muligheder: Frontera og Frontera GS. Grundmodellen, Frontera, er fra fabrikken allerede godt udstyret, og her kan tilvælges to udstyrspakker. Vælger du topmodellen, Frontera GS, får du blandt andet et multimedie infotainmentsystem med 10” farveskærm, navigation samt bakkamera. Frontera og Frontera GS kommer også til at danne ramme om modelprogrammet i Danmark.
Der er endnu ikke fastlagt en dato for dansk lancering.