DEL

Jeg gad godt vide, hvad der ligger til grund for navngivningen af denne model. Sportsvan hedder den forhøjede VW Golf, men du skal synes, at pælesidning og petanque er sportsgrene, og have tømrerblod i årerne, for at kunne se, at der er noget som helst sport eller van over bilen her. Ser vi derimod bort fra navnet, er der tale om et formidabelt køretøj. Jeg vil faktisk driste mig til at sige, at hvis der står ny familiebil på ønskesedlen, og budgettet siger max 400.000 kroner, så er VW Golf Sportsvan mere end et godt bud.

Tendens til understyring

Dybest set, er Golf Sportsvan en formindsket udgave af den efterhånden aldrende storesøster VW Touran. Jeg synes, at Golf Sportsvan er en flot bil. Den har stil. Den er ikke for prangende, og så kører den også super godt. Affjedringen er fast og komfortabel og den har nærmest en dresseret evne til at holde retningen, når vejen går lige ud. Svingene klarer den med bravour på trods af højden, og styretøjet er knivskarpt. Ujævnheder i vejen klarer den til topkarakter, men den har dog en snert af understyring, hvis jeg presser den helt ud i skarpe kurver, hvilket er lidt ærgerligt.

Ganske fin motorkonstruktion

Rent motormæssigt, har vi med en lækker 150 hestes turbobenziner at gøre. Den gør det ganske fint, og der er pænt med overskud til for eksempel overhalinger. Det tiltaler mig dog langt mere, at motoren er med på at æde nogle omdrejninger – hvilket går super godt i spænd med den lækre syv-trins DSG-dobbeltkoblingsgearkasse. Personligt er jeg vild med DSG, hvor selve gearskiftet er en udsøgt fornøjelse hver gang. Og så er jeg pænt overrasket over forbruget. Efter næsten 1.500 km blandet kørsel havner jeg på 16,1 km/ltr., hvilket ikke er langt fra det officielle tal på 18,5 km/ltr.

Typisk VW-kabine

Førerpladsen er super god. Jeg “går” nærmest ind i bilen, og glider let ud af den igen når jeg stiger ud. Bilen passer ekstremt godt, til dig der gerne vil sidde højt i en bil. Bag det sportslige R-Line rat beriges jeg med et logisk og funktionelt forhold mellem sæde, rat, pedaler og touchskærmen på bedste VW-vis. Det er der som sådan ikke noget nyt over, men testbilen her er udstyret med en R-Line Sportspakke Plus som koster 12.900 kroner. Den pakke indeholder nogle lækre sæder med indtræk i Race design, sædevangerne er i microfiber og et flot R-Line logo pryder sæderyggen. Desuden er tag-himmelen i bilen sort, ligesom pedalerne er i stål-optik for at gøre det sportslige look gennemført.

Godkendt som familiebil

Golf Sportsvan er baseret på den almindelige Golf VII fra før det facelift der kom her i begyndelsen af 2017. Undervognen og drivlinjer er de samme, men Golf Sportsvan er lidt mere end otte centimeter længere end den “almindelige” Golf, og et eller andet sted kan man sige, at de ekstra centimeter direkte er tildelt mere benplads på bagsædet. Jeg sidder godt med mine 186 cm på bagsædet. Det kan justeres frem og tilbage, og kører jeg det helt tilbage, er det lige før, mine arme ikke kan nå flybordene som er monteret på bagsiden af forsæderne. Kører jeg bagsædet frem, har jeg stadig godt med benplads – og samtidig godt med plads i bagagerummet. Det gør Golf Sportsvan til et godt valg for den lille familie på to voksne og to børn.

VW Golf Sportsvan R-Line

Pris: Denne bil 441.395,- Golf Sportsvan fås fra 273.595,-
EU-miks: 18,5 km/ltr.
Motor: 1,4 turbobenzin
Ydelse: 150 hk ved 5.000-6.000 omdr./min.
Moment: 250 Nm ved 1.500-3.500 omdr./min.
Topfart: 212 km/t
0-100 km/t: 8,8 sek.
Tilladt anhængervægt: 1.500 kg m bremser – 700 kg uden bremser
Bagagerum: 500 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4.434/1.807/1.578 cm

Kommentarer