DEL

T8. Hvis du siger det til en Volvo-kender, får vedkommende fråde om munden. T8 er modelbetegnelsen for Volvos topmodel, og så er der garanti for lir, blær og komfort i hidtil uset grad. Volvo XC90 T8 er en plug-in-Hybrid som nu er kommet til Danmark. Plug-in-Hybrid betyder, at bilen både har en traditionel forbrændingsmotor og en elmotor at gøre godt med. I tilfældet her er der tale om en 320 hestes firecylindret benzinmotor og en elmotor med 87 hk. Tilsammen har den altså 407 hestekræfter at prale med. Læg dertil så et moment på eksplosive 400 Nm og du har en bil der når fra 0 til 100 km/t på 5,6 sekunder.

47.6 km/ltr – mon dog?

Jeg studser en del over specifikationen, da jeg forbereder mig på bilen her. Forbrugsmæssigt står den opgivet til at kunne køre 47,6 km/ltr. Ja, du læser rigtigt; små 50 km literen. Dét tror jeg ganske enkelt ikke på, så det er noget af det første jeg tester da jeg får bilen udleveret. Nu ved jeg godt, at 47,6 km/ltr er noget et hold svenske regnedrenge og ditto skrivebordsfolk hos EU har regnet sig frem til, for i den virkelige verden kan XC90 T8 blot køre 30 km på ren strøm og så reelt små 12 km/ltr på en liter blyfri 95 oktan henne fra tanken. Men sæt det så lige op mod at bilen vejer 2,5 ton og har mere end 400 hypper at sende af sted. Så er det vist et ganske fint forbrugstal.

Perfekt foran hestetraileren

Apropos hypper, så er XC90 umiddelbart den fødte trækker af en hestetrailer. Testbilen her må dog “kun” trække 2400 kg da den jo også har en elmotor. Og snakker vi elmotor må en bil ikke trække så meget som hvis den har en forbrændingsmotor. I kombinationen her med el og forbrænding, har kloge folk så fundet frem til, at 2400 kg er en passende trailervægt. XC90 T6 må trække omkring 250 kg mere, så vejer pruhesten godt til deromme i traileren, er det måske i virkeligheden smartere at kigge nærmere på T6’eren, der også har benzinmotor og 320 hk. Den er i øvrigt omkring 200.000 kroner billigere end T8’eren, men så skal du have in mente, at du er knap så miljøbevidst selv om du sparer pænt mange penge.

God plads bagi

Volvo XC90 er verdens første syv-personers hybrid-SUV. Pladsen på tredje sæderække er en anelse trang, men faktisk er det sådan, at to voksne godt kan sidde behageligt helt deromme bagi. Nu har jeg ikke prøvet det på en længere tur, men på en kort tur over små 40 km har jeg siddet på tredje række uden at få klaustrofobiske træk, eller det, der er værre. Indstigningen til tredje række er forholdsvis nem, hvis man har fysikken i orden og godt kan bøje sine knæ. Og så er det vigtigt, at der stadig er pænt med plads i bagagerummet selv om tredje sæderække er i brug.

Lækker kabine

Kabinen i XC90 er et sandt festfyrværkeri i luksus og teknik. Alt er gennemført ned til mindste detalje – og vælger du Inscription modellen, er der for eksempel whauw-effekt omkring startknappen, der er udformet i ægte svensk Orrefors-krystal. Det hele styres fra den store touch screen i midten af instrumentpanelet – og det er pænt nemt at navigere i opsætningen. Det fungerer på typisk skandinavisk vis og skrevet med et glimt i øjet, kan man sige, at du får det, du ser. Trykker du eksempelvis på “Power” så får du sporty kørsel, og trykker du på “Save” sparer den på strømmen til senere brug. Det er godt tænkt, du jävla svenska. Det fungerer nemt, og dit valg mærkes med det samme på bilen.

Miljøaktivisternes kælledægge

Køreegenskaberne er som man må forvente af en bil til en indstigningpris på langt over en million kroner. XC90 T8 sender mig fremad for fuld hammer, når jeg giver den noget pedal. Her savner jeg blot en ting – omend en meget væsentlig ting i min verden; lyden! Hvor er det ærgerligt, at Volvo er holdt op med at producere mere end firecylindrede motorer. Jeg savner noget V8-bulder eller bare Volvos ellers så lækre, men udfasede femcylindrede motor havde været rigeligt. Men nej – sådan bliver det aldrig igen. Og det er nok også meget godt, hvis miljøaktivisterne stadig skal have et godt øje til Volvo XC90 T8 Plug-in-Hybrid. For den der med strøm og 47,6 km/ltr skal de nok sidde i deres rundkreds og smile ad, mens de drikker urtete og spiser speltbrød og diskuterer, hvilken bil de skal købe til kollektivet den dag de vinder de mange lottomillioner.

Volvo XC90 Twin Engine aut R-Design

Pris: Denne bil kr. 1.737.438. XC90 fås fra kr. 1.072.653
EU-miks: 47,6 km/ltr.
Motor: 4-cylindret benzin/plug-in-Hybrid
Ydelse: 320 hk ved 5700 omdr./min. 87 hk ved elmotor
Moment: 400 Nm ved 2200-5400 omdr./min.
Topfart: 230 km/t
0-100 km/t: 5,6 sek.
Længde/Bredde/Højde: 495/201/178 cm

Kommentarer