DEL

Toyota er udmærket klar over, at deres kernekunder bliver ældre og ældre, og at de er nødt til at sadle om, hvis ikke Toyota ude i fremtiden skal blive navnet på et bilmærke der var engang. I erkendelse af det, er det fedt, at Toyota drister sig til at pille voldsomt ved designet, og netop har lanceret den smarte, og helt igennem up to date, crossover C-HR som nok skal få tag i det yngre publikum. Nu handler det her dog ikke om C-HR, men derimod om en aldrende japansk traver, RAV4.

RAV4 var foregangsbil

Den første RAV4 så dagens lys i 1994. Det var mere eller mindre en revolution dengang, for det var en af de første biler, der tilbød høj siddeposition som i en typisk firehjulstrækker, og personbilsagtige køreegenskaber som i en traditionel familiebil. RAV4 var med det samme en succes, der blev fulgt op af lignende modeller fra andre producenter. Desværre har de efterfølgende RAV4 modeller altid lignet sig selv mere eller mindre. Det har knebet med de designmæssige ændringer på det ydre. RAV4 har stort set lignet sig selv siden 1994.

Tidløst design

Nu er der imidlertid sket ting og sager. Testbilen her er femte generation af RAV4 og jeg vil gerne indrømme, at den designmæssigt på det ydre har taget et pænt skridt op ad stigen. Designet er på ingen måde hverken vovet eller frækt, men dog kan man godt se, at designerne har pillet lidt ved tingene. Kabinemæssigt er den nye RAV4 mere eller mindre tidløs. Det irriterer mig, at Toyota stædigt holder fast i de gamle dyder som det digitalur, der ligner noget fra 1982, og at fartpiloten er placeret på en lille stilk ved rattet. Noget andet jeg ryster på hovedet af, er at man stadig skal åbne tankdækslet ved at hive i en lille arm ved førersædets bund.

Masser af plads

Bortset fra det, så har jeg ingen anmærkninger til det indvendige. Infotainmentskærmen er integreret i midterkonsollen og fungerer som den skal. Menuen er brugervenlig og det går overraskende hurtigt når de enkelte kommandoer er givet. Pladsmæssigt er der kun roser til RAV4. På førersædet sidder jeg rigtig godt, hvilket jeg stort set altid gør i en Toyota. Også på bagsædet sidder jeg med mine 186 cm ganske fint, og jeg ville ikke have noget imod at sidde på bagsædet i bilen her på et længere stræk.

BMW leverer motoren

Motormæssigt er det nu en motor fra BMW der sidder i RAV4 diesel. Den fejler bestemt intet. 143 hk er rigeligt og de fungerer til topkarakter sammen med de 320 Nm. Og så tiltaler det mig pænt meget, at testbilen her må trække 2.000 kg på krogen. Det gør den interessant for dig, der kører med større påhængsvogn. Desværre fås den ikke længere med firehjulstræk, hvilket nu er forbeholdt RAV4 Hybrid. Et træk på alle fire hjul ville ellers klæde RAV4 Diesel, men sådan blev det altså ikke.

Bedstefars nye bil

Hvem vil Toyota RAV4 være ideel for, er så det helt store spørgsmål. Unge mennesker med små børn køber ikke en RAV4. Det gør singlefolket absolut heller ikke. Mit entydige svar må derfor være, at den typiske RAV4-kunde er det gråhårede par med halvstore børnebørn. Du skal virkelig ville Toyota for at smide omkring 400.000 kroner efter en RAV4. Det er der selvfølgelig også nogen, der vil. De der vil, får noget de ved, hvad er. Toyota ér kram der aldrig fejler noget, men i guder, hvor kunne de godt trænge til en ny designlinje som vi nu forhåbentlig ser C-HR sætte standarden for.

Toyota RAV4 2,0 D4-D T3

Pris: Denne bil 435.315,- Toyota RAV4 fås fra 370.315,-
EU-miks: 21,3 km/ltr.
Motor: R4, 2,0 diesel
Ydelse: 143 hk ved 4.000 omdr./min.
Moment: 320 Nm ved 1.750-2.250 omdr./min.
Topfart: 195 km/t
0-100 km/t: 9,6 sek.
Tilladt anhængervægt: 2000 kg m bremser – 750 kg uden bremser
Bagagerum: 435 – 1720 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4605/1845/1705 mm

Kommentarer