DEL

Det var de til tider strengere og strengere miljøkrav der blev Toyota Hiace’ overmand for fem år siden. Nu er den ved at være et sjældent syn her i Europa, men har du været på det afrikanske kontinent på det seneste, har du med stor sandsynlighed siddet i en Hiace taxi. På disse breddegrader er den suverænt mest anvendte bil til taxikørsel nemlig Toyota Hiace. Den er driftssikker som en Land Rover, og skulle det ske, at der alligevel er brug for reservedele, så koster de ikke alverden til en Hiace.

Ny platform med fransk aftryk

Hiace blev afløst af den mere moderne Proace, som var et samarbejde med Citroën og Peugeot – deraf det mere franske look. Salgstallene blev ikke som håbet, og derfor måtte trioen tænke nyt. En ny platform blev konstrueret til de tre mærker, hvor Toyota så har valgt at kalde den nye varebil for Proace generation to, hvis den skal være som varebil. Skal den fungere som familieflytter, taxi eller institutionsbus, hedder den Toyota Proace Verso.

Tre udstyrsniveauer

Og det er netop Proace Verso biltesteren.dk er inviteret til den internationale præsentation af. Det foregår i og omkring hovedstaden i Polen, Warszawa. Proace Verso kommer til Danmark i tre versioner – topmodellen VIP, den mere almindelige Family og indstigningsmodellen Combi, hvor sidstnævnte har tre sæderækker med plads til ni personer, hvis vi tæller føreren med. Der er mere potentiale i Family og VIP, der for eksempel har langt mere udstyr og (for VIP) har mulighed for at få et mødebord monteret mellem sæderne der kan vendes ind mod hinanden.

Ganske fint indtryk

De første indtryk af den nye Proace Verso er positive. Jeg har aldrig været den store Toyota-lover, da jeg ikke har brudt mig om Toyotas håbløst gamle stil, men det virker som om, japanerne er begyndt at lave mere moderne og tidssvarende biler både hvad angår bilernes ydre udseende og ikke mindst de forskellige brugsremedier inde i kabinerne. Senest har vi set det i for eksempel Yaris, Aygo, Auris og Avensis, hvor bilernes front har fået et mere moderne look samtidig med at interiøret på de respektive biler har fået en kærkommen overhaling. Det samme er sket med Proace Verso.

Mere luksuriøs kabine

Materialevalget i minibussen er for i hvert fald Family og VIP ganske fornuftigt. Væk er al den billige plastik, der før har kendetegnet Toyotas biler og jeg bider også mærke i, at der er pænt meget power på infotainmentsystemet, hvor især navigationen imponerer mig. Det ses tydeligt, at der er tænkt over, at hvis Proace Verso skal have succes, så må den for alt i verden ikke minde for meget om en kassevogn. Det er lykkedes til fulde.

Tre dieselmotorer

Motormæssigt fås den med tre forskellige dieselmaskiner. To 1,6’ere med henholdsvis 95 eller 115 hk samt en 2,0’er med 180 hk. Den version biltesteren.dk har fået stillet til rådighed, er den 115 hestes. Den trækker ganske fint og har pænt med overskud. Spørgsmålet er bare, hvis der sidder otte andre personer, hvor alle vejer pænt godt til. Ingen tvivl om, at den nok skal klare opgaven – det er jo en Toyota – men umiddelbart virker det ikke som om, der i tilfældet vil være ret mange kræfter i overskud.

Hyppige gearskift

Spørgsmålet er så om den så heller ikke kører som en kassevogn. Det korte svar er nej. Det gør den faktisk ikke. Selvfølgelig kan man godt mærke, at siddekomforten er som i en kassevogn, men sådan vil det nok altid være i den slags biler. Noget andet, jeg hæfter mig ved er imidlertid, at der ikke er den motorstøj kassevogne ellers har for vane at have. Der er 270 Nm til rådighed fra 1750 omdrejninger, og det rækker udmærket. Dog er der lidt hyppige gearskift når jeg er nede i fart – her savner jeg et automatgear, hvilket ikke har været muligt at teste denne gang. De danske priser for Toyota Proace Verso er ikke faldet på plads endnu, men bliver de acceptable, skal bilen såmænd nok få den salgssucces, den fortjener.

Toyota Proace Verso

Kommentarer