DEL

Jeg kan generelt godt lide Subaru. Jeg synes, det er fedt, at de stædigt fastholder den fortræffelige boxermotor i deres biler, og at de alle – dog på nær den lille frække BRZ’er – har permanent symmetrisk træk på alle fire hjul. At den har en boxermotor gør, at den flade, men brede, motor kan placeres lavt i motorrummet, hvilket så igen betyder, at tyngdepunktet reelt bliver sænket. Og hvad angår træk på alle fire hjul, så betyder det jo, at vejgrebet altid er helt perfekt.

Design fra det ydre rum

Der er bare et problem; Subarus design har i min verden næsten altid været deres akilleshæl, hvor deres biler stort set altid har lignet en kloning mellem noget fra det ydre rum og noget kinesisk makværk, men med XV’eren (og igen BRZ’eren) er det anderledes. Subaru XV kom første gang på gaden i 2011 som en afløser for Impreza, og for første gang, hvis du spørger mig, kunne Subaru sådan for alvor være stolte af de designmæssige anstrengelser med den nye XV.

Flot facelift

Nu er det så blevet tid til et mindre facelift som dog er til det bedre. Som den står på billederne her, står den ekstremt godt på de lækre 17 tommer fælge der på en eller anden måde får XV’eren til at se større ud end den reelt er, og de forstærkede skærmkanter og de nye tågelygter pynter bestemt også på bilen. Bagtil har den nu fået en mere markant spoiler, hvilket får XV’eren til at se mere tidssvarende ud. Linjemæssigt er den på europæisk niveau, og jeg vil faktisk mene, at den godt kan måle sig med markedslederen Nissan Qashqai og dermed også Renault Kadjar.

Enkelte mangler

Inde i kabinen er der også sket lidt, for med en ny stor skærm nærmer Subaru sig moderne tider, hvis vi skal måle med konkurrenterne. Dog er infotainmentsystemet stadig ikke bygget logisk op, men for køberen er det jo blot et spørgsmål om tilvænning, for vi ved jo, at det såmænd nok skal fungere. Faceliftet omfatter også orange stikninger på sæder og omkring gearvælgeren, men Subaru har dog valgt ikke at følge tidens trend med en elektronisk håndbremse, da japanerne har valgt, at det skal være den gammeldags af slagsen der skal i XV’eren. Det undrer mig også, at man ikke har fundet ud af, at der er noget der hedder nødbremse og advarsel om biler i den blinde vinkel.

CVT-gear er en tilvænning

Testbilen her er udstyret med CVT-gear som i praksis fungerer som ganske almindeligt automatgear. Og dog. Det er nemlig ikke sådan, at du kan køre XV’eren som du ville køre en tilsvarende bil udstyret med traditionel automatgearkasse eller for den sags skyld dobbeltkoblingsgearkasse. Når jeg ved lav fart for eksempel vil give den lidt mere gas, har den svært ved at omsætte det til rykfri acceleration. Lad mig sige det på den måde, at det enten virker som om jeg er ved at stikke af fra nogen, eller også sker der faktisk intet. Og så er jeg nødt til at fortælle, at benzinmotoren ikke er blandt markedets mest økonomiske, da jeg ikke har formået at få den over 11 km/ltr.

Imponerende trækker

Men hvor den til gengæld imponerer kraftigt er som trækker. Jeg har fornøjelsen af at spænde en campingvogn efter XV’eren – dog er det ikke en campingvogn der vejer de 1200 kg som testbilen maksimalt må trække, men en lille Opus campingvogn på 650 kg. Med 100 km/t på motorvejen går det uden nogen former for slinger i valsen. Jeg mærker rolige træk på alle fire hjul. Slet ikke de her ryk som en traditionel firehjulstrækker godt kan give når den kører med campingvogn. Subaru XV er som skabt til at trække en campingvogn og lige præcis hér imponerer CVT-gearkassen mig. Ved de 100 km/t ligger den jævnt omkring 2300 omdrejninger og finder helt selv ud af om den vil ligge i femte eller sjette gear. Og så er det jo yderligere et plus, at XV’eren er så bred at jeg ikke nødvendigvis behøver at udstyre bilen med campingspejle for at trække min Opus.

Subaru XV 2,0i Sport CVT

Pris: kr. 390.000.- Subaru XV fås fra kr. 289.900.-
EU-miks: 15,4 km/ltr.
Motor: 2,0 Boxer
Ydelse: 150 hk ved 6200 omdr./min.
Moment: 196 Nm ved 4200 omdr./min.
Topfart: 187 km/t
0-100 km/t: 10,7 sek.
Bagagerum: 380/1270 ltr.
Påhængsvægt: 1200 kg med bremse – 650 uden bremse
Længde/Bredde/Højde: 4450/1780/1615 mm

Kommentarer