DEL

Det er lige så sikkert som amen i kirken: når en bil får et facelift, så er der sket ændringer på fronten. Sådan er det også med Skoda Octavia, der ellers indtil nu har lignet sig selv siden vi så den nuværende model for første gang tilbage i 2012. Forlygterne er blevet gjort mere tidssvarende på både den funktionelle og den visuelle front, ligesom den også har fået nogle større skærme.

Konservativ, men med forbedringer

Helt i tråd med tidens trend så har også den faceliftede Skoda Octavia fået en opdatering omkring sikkerhedssystemerne, hvor det især er rart, at den har fået opgraderet nødbremsesystemet. Inde i kabinen er det især infotainmentsystemet (ekstraudstyr til kr. 22.500) der har fået en makeover, og skærmen står nu knivskarp med et superlækkert betjeningspanel. Ellers er kabinen stadig konservativ så man næsten skulle tro, at der er tale om en discount-Audi.

Glem indstigningsmodellen

Skoda Octavia fås fra kr. 199.000, men det er en variant du ikke skal forvente andet end at blive overhalet i. Motormæssigt er den udstyret med en kedelig 86 hestes 1,2 benziner, der må få kamp til stregen af de mange cykelryttere i det kuperede terræn omkring Silkeborg. Så er der straks mere spræl i varianten her, der er VW-koncernens velkendte 1,0 turbobenziner med tre cylindre og 115 hk. Testbilen her har en sekstrins manuel gearkasse at prale med, og jeg må sige, at jeg er vældig imponeret over, hvor godt den går i spænd med bilen.

Ekstraudstyr gør den dyr

Prismæssigt er vi i den pebrede ende af skalaen. Den her variant, Style 1,0 TSI, koster uden ekstraudstyr kr. 262.000. Skal den for eksempel have en adaptiv fartpilot og nøglefri betjening må du af med kr. 13.000 ligesom det ligeledes koster kr. 13.000 for vejskiltegenkendelse og vejbaneassistent. Så giver det måske mere mening at betale kr. 27.000 for en “Style plus-pakke 2” som indeholder navigation, dynamisk fartpilot, el-indfældbare sidespejle med varme, boarding spots og aut. nedblændende bakspejl, bluetooth-opkobling med sim-kort slot i bilen samt Skodas infotainment online i et år.

Giver måske mening alligevel

Så havner du på en pris på den anden side af kr. 300.000. Det er et eller andet sted mange penge for en Skoda med en trecylindret benzinmotor. Specielt set i lyset af, at der er konkurrerende mærker, der i samme klasse har biler med tilsvarende motorkonstruktioner, til noget lavere pris. VW Golf er nærliggende at sammenligne med, og her er det rent faktisk muligt, at strikke en Golf sammen, der prismæssigt bliver billigere end testbilen her. Men omvendt så får du jo ikke tilnærmelsesvis al den plads, Octaviaen er kendt for at tilbyde. Og så er prisen måske alligevel ikke så tosset.

Skoda Octavia Style 1,0 TSI

Pris: Denne bil 262.000 Octavia fås fra 199.000,-
EU-miks: 20,8 km/ltr.
Motor: Tre cylindre, 1,0 liter turbobenzin
Ydelse: 115 hk ved 5.000 omdr./min.
Moment: 200 Nm ved 2.000 omdr./min.
Topfart: 203 km/t
0-100 km/t: 9,9 sek.
Egenvægt: 1.247 kg
Tilladt anhængervægt: 1.300 kg m bremser – 610 kg uden bremser
Bagagerum: 590 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4.670/1.814/1.461 mm

Kommentarer