DEL

Syv sæder, høj siddeposition og masser af rummelighed til en overkommelig pris. Grundstenene er lagt for en succes for Skoda, der med Kodiaq har opdaget et hul i markedet. Konkurrenterne med de syv sæder, Hyundai Santa Fe, Land Rover Discovery Sport og Kia Sorento med flere, er alle til en pris på den gode side af en halv million kroner, hvilket fra starten er op ad bakke for de fleste. En Skoda Kodiaq koster lige nu fra 460.000 kroner, hvilket også er en slags penge, men dog noget billigere end de andre syv-sæders SUV’er som pt. er tilgængelige på det danske marked.

Skuffende forbrugstal

Testbilen her er med en ny to-liters 180 hestes turbobenzinmotor som skulle være en brændstofbesparende en af slagsen med et, på papiret, forbrugstal på 13,5 km/ltr. Det er dog i sig selv ikke et et tal der er videre imponerende. Jeg har kørt næsten 800 km blandet kørsel i bilen, og mit forbrug er landet på 12,2 km literen, hvilket er udmærket, det opgivne tal taget i betragtning, men ikke imponerende i 2017. Ja, det er en tung bil på næsten 1.800 kg med firehjulstræk og DSG-gear, hvilket selvfølgelig gør noget ved forbruget, men det er stadig ikke godt nok. Derfor giver det nok mere mening, at vælge en Kodiaq med dieselmotor.

Skoda når nye højder

Når det så er sagt, er der ikke ret meget mere at pege fingre ad. Jeg synes, at Kodiaq målt på udseende er en ekstremt vellykket bil. Der er et eller andet majestætisk når den kommer kørende, og også målt på det interiørmæssige har Skoda nået nye højder med blandt andet en lækker otte-tommers vældig brugervenlig infotainmentskærm, vi også har set i for eksempel Skoda Octavia. Materialevalget er velafstemt og der er god plads i kabinen, hvis vi ser bort fra tredje sæderække, der ikke er til voksne mennesker, men kun til børn, der endnu ikke har fået de lange teenagerben.

Ikke længere kedelig

Den nye Skoda Kodiaq kører super komfortabelt og er ikke tilnærmelsesvis lige så kedelig at køre som Skoda ellers før har været kendt for. Affjedringen er velafstemt, kabinestøj er der ikke rigtig noget af, og i det hele taget vil jeg placere Kodiaq i top på listen over SUV’er, der foruden det praktiske, også giver føreren køreglæde bag rattet. Som tidligere skrevet, er der i bilen her en benzinmotor med 180 hk. Motoren har masser af overskud og går pænt godt i spænd med den syv-trins DSG-gearkasse. Du skal bare lige tænke over, at det går pænt meget ud over dit tankkort, hver gang du træder på speederen.

Hov – vent lidt

Det kan altid diskuteres om det er nødvendigt med små “beskyttere” der folder sig ud når dørene åbnes, en isskraber i tankdækslet og mini-paraplyer i fordørene klar til brug på en regnvejrsdag, men det er et valg Skoda har truffet i tråd med deres Simply Clever-strategi, og så giver det jo meget god mening. Startprisen kommer i øvrigt yderligere ned når Skoda får lov til at sælge basismodellen af Kodiaq her i Danmark. Som det ser ud nu er det nemlig kun topmodellerne Skoda må sælge, men når der bliver grønt lys, kommer vi til at se en Kodiaq til en startpris under 400.000 kroner. Så begynder det for alvor at ligne noget.

Skoda Kodiaq Style 2,0 TSI 4×4 DSG

Pris: Kodiaq fås fra 459.880,-
EU-miks: 13,5 km/ltr.
Motor: Fire cylindre, 2,0 liter turbobenzin
Ydelse: 180 hk ved 3.900 – 6.000 omdr./min.
Moment: 320 Nm ved 1.400 – 3.940 omdr./min.
Topfart: 205 km/t
0-100 km/t: 8,2 sek.
Egenvægt: 1.738 kg
Tilladt anhængervægt: 2.000 kg m bremser – 750 kg uden bremser
Bagagerum: 270/2.005 ltr.
Længde/Bredde/Højde: 4.697/1.882/1.676 mm

Kommentarer